FødevareWatch

Norge fejrer nationaldag med 13 millioner pølser

Nordmændene spiser omtrent 20 millioner pølser i dagene omkring 17. maj og cirka 13 millioner på selve dagen.

Foto: Rune Pedersen

Nordmændene kan tirsdag fejre deres nationaldag, og det skal markeres med pølser. Og helst mange af dem.

Det er nemlig den foretrukne menu, når vores naboer mod nord skal fejre, at medlemmerne af Rigsforsamlingen 17. maj 1814 skrev under på landets grundlov. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

I dagene omkring nationaldagen bliver der spist 20 millioner pølser i Norge. På selve dagen er det som regel omtrent 13 millioner.

Det svarer til over to pølser per nordmand alene på nationaldagen.

Og det er ikke engang medregnet de otte procent af nordmænd, som ifølge en rapport fra dagligvareleverandøren Orkla ikke spiser kød.

Vestpå og nordpå i landet er de mest til grillpølser, mens den østlige del køber flere wienerpølser.

Og der bliver spist rigeligt. Den gennemsnitlige nordmand spiser 100 styks om året. Og sammenlagt bliver der spist omtrent 500 millioner pølser om året i Norge.

Ifølge den norske forfatter og pølsemager Bodil Nordjore er pølsen kommet i højere og højere kurs omkring grundlovsdag de seneste år.

”Det er ikke svært at se, hvorfor pølser er blevet så populære. Pølser er enkle, og du ved akkurat, hvad du får, når du køber dig en pølse,” siger hun til NTB.

Hun bider mærke i, at det samtidig er blevet mere stuerent at spise pølser.

”Jeg tror, at flere forstår, at pølser kan være lavet af gode og rene råvarer, og at det er en god måde at udnytte hele dyret på,” siger Bodil Nordjore.

Ifølge Nina Sundqvist, som er direktør for Fonden for Norske Fødevarer, er det netop de lokale råvarer, som folk efterspørger - og særligt i landets hovedstad, Oslo.

”Vi har ikke tal særligt for det, men når vi snakker med producenterne derude, er der ingen tvivl om, at der satses stort på specialpølser tilsat lokale råvarer som ost, krydderier og tilmed øl,” siger hun.

”Selv siger jeg hurra for pølser og skammer mig ikke over at spise dem til både hverdag og fest.”

Mere fra FødevareWatch

Gynger og karruseller på Chr Hansens fødevaremarkeder

Mens kvartalstallene i stor stil ligger indenfor skiven, er der store forskelle at finde på ingredienskoncernens markeder på fødevareområdet. Nordamerika kører for fuld damp, mens Kina er bremset mere op på yoghurtfronten som følge af pandemien.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier