FødevareWatch

Strategien lykkedes: Emmerys opnår første plus i syv år

Den urbane bagerkæde har med rolig hånd og skarp kniv fuldført en strategi, der har vendt tocifret millionunderskud til overskud. Nu er øjnene rettet mod nye investeringer, fortæller adm. direktør.

Foto: Martin Lehmann

”Syv år, Niels... Så ved man et og andet.”

Ordene kommer fra Mulle i den danske hitfilm ”Den eneste ene” men kunne ligeså godt være ytret af Emmerys adm. direktør Shahriar Bakhshpour, der efter syv år med gentagne røde tal på bundlinjen endelig kan præsentere et årsregnskab for bagerkæden, der er i plus.

”Vi har endelig efter en mangeårig rejse fået overskud på både driften og det samlede resultat. Havde det ikke været for corona, var det sket allerede i 2020, så vi er glade for, at det endelig lykkedes. Vi har spillet på alle tangenter, og det gode regnskab har vist os, at vi tog de rigtige beslutninger, da strategien skulle udformes,” siger direktøren om udviklingen.

Resultatet for 2021 landede på 8,9 mio. kr. mod et negativt resultat på 2,4 mio. kr. for regnskabet året før. Værst stod det til i regnskabsåret 2017/18, hvor virksomheden landede en bundlinje på -18,3 mio. kr.

Selvom de gode takter allerede var vendt i 2020, betød de manglende hverdagskunder grundet corona, at overskuddet måtte vendte lidt endnu.

”Efter sommerferien sidste år kom hverdagskunderne tilbage, og der tog tingene virkelig fart efter pandemien. Enkelte steder kan vi stadig godt se, at folk arbejder mere hjemme end før pandemien. Vi har ikke gjort bestemte tiltag for at få kunderne tilbage i butikken udover at få kunderne til at følge sig trygge og sørge for at produkterne og service stadig spiller,” siger Shahriar Bakhshpour.

Bruttofortjenesten landede for 2021 på 82 mio. kr. Emmerys oplyser ikke en omsætning.

Skar i bemanding i organisationen

Virksomhedens overskud er dog langtfra kommet på egen hånd. Nærmere tværtimod. Shahriar Bakhshpour blev ansat som adm. direktør i 2018 i forbindelse med rædselsåret, hvor kæden fik et tocifret millionunderskud på bundlinjen, og her blev hans opgave at udvikle og udføre en strategi, der skulle skære ind til benet af forretningen.

“Vi har fokuseret på et sortiment med færre artikler, men af meget højere kvalitet. Ved kontinuerligt at fintune vores koncept, således at vi i hele organisationen arbejder med at skabe virkelig fantastiske produkter og en lige så høj kundeservice, har vi skabt et endnu bedre afsæt for vækst,” siger direktøren, der i flere år har besiddet jobbet som både adm. direktør og finansdirektør i virksomheden.

”Derudover har vi kigget strengt på organisationen og sorteret alt nice to have fra need to have. Det var en lang proces, for vi blev blandt andet nødt til at sige farvel til mange kollegaer. Vi er i dag færre kollegaer, og de har fokus på et bestemt strategisk område, hvilket har givet en stærk agilitet til forretningen. Nu vil vi arbejde på at finde kompetencer udefra.”

I takt med de sidste syv års underskud er egenkapitalen i virksomheden faldet, hvilket også vender i det nye regnskab, hvor Emmerys kan lægge knap 9 mio. kr. til, så den i dag udgør -23,6 mio. kr. Kæden har over årene dog stadig investeret og har åbnet nye butikker.

”Selv under vores hårdeste år med underskud og corona, har vi ikke været tilbageholdende med investeringerne. Vi har de sidste par år leveret på vores ambitioner, og de mål vi har sat os, og derfor har bestyrelsen ikke været tilbageholdende med at godkende de fremsatte investeringer. Nu vil vi øge investeringerne gennem renovering af butikkerne og nye butikker,” siger direktøren, der dog peger på renovering af kædens butikker som den største investering i 2022.

Ifølge Shahriar Bakhshpour er Storkøbenhavn og Aarhus kædens primære markeder, men hvis markedet her bliver mættet, er det en mulighed at kigge udover de to byer.

Prisstigninger i kæden

Direktøren kan endnu ikke sætte tal på, hvad forventningerne til 2022-regnskabet er, da faktorer som krigen i Ukraine og stigende råvarepriser måske får betydning for årets resultater.

”Vi har sat priserne op på visse varer, og det kan godt være, at vi må rulle det yderligere ud. Vi har dog valgt at effektivisere yderligere i produktionen og i butikkerne for at minimere effekten af prisstigninger på råvarer og energipriser på udsalgspriserne. Helt konkret kigger vi på at køre med et mindre sortiment over sommeren, som er et typisk lavsæson i vores branche,” siger Shahriar Bakhshpour.

De gældende prisstigninger lyder bl.a. på en forskel på 2 kr. på kædens eget rugbrød, og ifølge direktøren har det endnu ikke haft nogen effekt på, hvor meget kunderne besøger kæden.

”Jeg ser ikke nogen indikationer på at gæster fravælger os på grund af prisjusteringerne. Vi har set og ser fortsat store prisstigninger på fødevarer i hele detail branchen, og sammenlignet med resten af markedet mener jeg, vores prisjusteringer er i den lave ende. Som det ser ud nu, følger vi vores budget for 2022 både på top- og bundlinje, så vi er optimistiske trods prispres,” siger han.

Carlsbergs kommunikationschef stopper

Måltidskasse-selskab mister knap 30 pct. af den danske omsætning i første kvartal

Overskuddet halveres i Salling Groups nordjyske måltidskassesatsning

Mere fra FødevareWatch

Milliardkoncern løfter indtjeningen på kager og slik

Kage- og konfekturekoncernen Givesco er lykkedes med at forbedre indtjeningen i løbet 2021, men ikke helt nok ifølge ledelsen. Koncernen har med sit store detailfokus også løftet omsætningen til lige knapt 3 mia. kr.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier