FødevareWatch

Regeringen vil give kompensation for coronaindgreb

Natklubber, barer, restauranter og leverandører til julefrokoster vil få hjælpepakke, siger erhvervsminister.

Foto: Jens Dresling

Virksomhederne opfordres til at droppe julefrokosten.

Sådan lyder budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde tirsdag om nye coronarestriktioner.

Her lægger regeringen med opbakning fra partier i Folketinget op til at begrænse aktiviteten i samfundet. Det gælder også sociale arrangementer som firmajulefrokoster.

"Der opfordres til at aflyse julefrokoster og større sociale arrangementer på arbejdspladserne," siger Mette Frederiksen.

Der er dog ikke tale om et direkte krav med risiko for eksempelvis bødestraf, men alene en opfordring, siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

"Det er lidt mere end en anbefaling. Det er en kraftig opfordring, og da vi lever i et samfund med stor tillid forventer jeg, at både offentlige og private arbejdspladser forstår alvoren i det, vi siger," siger Søren Brostrøm.

Han har selv længe holdt fast i, at Sundhedsstyrelsen skulle holde julefrokost den 17. december. Den beslutning fastholdt han også, efter at mange private virksomheder af egen drift havde aflyst deres julefrokoster.

Så sent som tirsdag fastslog Søren Brostrøm, at der skulle være julefrokost i Sundhedsstyrelsen ud fra styrelsens egne anbefalinger og sundhedsråd.

Søren Brostrøm oplyser dog på pressemødet, at Sundhedsstyrelsens julefrokost nu også er aflyst.

Udmeldingen kommer dog en uge for sent for Sundhedsministeriet. Ministeriet, der har hovedansvaret for at bekæmpe smittespredningen, valgte at holde deres julefrokost fredag den 3. december.

Ved julefrokosten blev der konstateret smitte med corona, og fire dage efter Sundhedsministeriets julefrokost blev sundhedsminister Magnus Heunicke (S) så konstateret smittet med corona.

Han er nu i selvisolation og deltog ikke i pressemødet tirsdag aften i Statsministeriet. Ifølge Sundhedsministeriet er det dog uvist, om det var ved julefrokosten, at Magnus Heunicke blev smittet.

Regeringen opfordrer til at aflyse julefrokoster

Fra fredag skal nattelivet lukke efter midnat

Medie: Coronapassets gyldighed forkortes til syv måneder 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier