FødevareWatch

Sang og skrål på Rådhuspladsen skal give pubkæde rygstøtte til europæisk udrulning

Med de første alvorlige bølger af corona-krisen nogenlunde i bakspejlet vil Old Irish Pub prøve nye ting af. Barkæden satser på en karaokebar ved Rådhuspladsen, der skal give vigtig indsigt i nye gæster og skabe grobund for nye satsninger.

Festen skal starte tidligere og gæsterne skal lokkes til at besøge Old Irish Pub-kæden med karaoke. | Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix

Peder Blak står bøjet over bagagerummet på sin Porsche, der holder parkeret foran Industriens Hus i København. På den anden side af Vesterbrogade ligger en af topchefens nye satsninger: En karaokebar med det efterhånden velkendte Old Irish Pub-logo hængende over sig.

Han stiftede Old Irish Pub i 2014, og nu går han og lurer på at sende den danske barkæde med irske traditioner ud i Europa for alvor. Karaoke er et af elementerne, der skal skabe en succes.

Inden længe vil vi formentlig hente over 50 pct. af vores omsætning i udlandet, og på den lidt længere bane er det ambitionen at være til stede på 10 forskellige markeder

Stifter og adm. direktør i Old Irish Pub Peder Blak.

Op af bagagerummet hiver Peder Blak et målebånd, som han rækker videre til håndværkeren i døråbningen til barkædens nye karaokebar, der åbnede i starten af november.

"Der er stadig ret nyt herinde, så jeg må have lidt forskellige kasketter på for tiden," siger Peder Blak, mens han dirigerer håndværkeren ned ad trappen til kælderen.

Foto: Kasper Heden Andersen/ERH
Foto: Kasper Heden Andersen/ERH
 

Peder Blak adresserer selv spørgsmålet, der er baggrunden for FødevareWatchs udsendtes besøg på karaokebaren:

"Hvorfor skal Old Irish Pub til at have karaoke?".

Topchefen svarer hurtigt, mens han sætter sig ned ved sit stambord, hvor overfladen stadig er fedtet fra fredagens fest.

"Det er blevet et stort hit på vores finske barer, hvor vi har haft det som et fast element i et stykke tid," siger Peter Blak.

Erfaringerne fra de finske barer viser, at karaoke kan tiltrække gæster tidligere på dagen end mange andre arrangementer. Succesen er derfor simpel: Karaoke skaber højere salg i en længere periode af dagen for Old Irish Pub.

Den del bliver vigtig for den familieejede barkæde, fortæller Peder Blak, der peger ud mod Rådhuspladsen i København.

"Når vi åbner på nye lokationer ude i Europa, så skal vi kunne hive turister ind i flere timet af døgnet," siger han.

Et europæisk imperie i støbeskeen

Når Peder Blak prøver at forestille sig Old Irish Pub fem år ude i fremtiden, har han og familieforetagendet barer på ti forskellige markeder i og omkring Europa.

I dag har barkæden 18 barer i Danmark og tilstedeværelse i Norge, Finland, Spanien og Holland. Senest åbnede pubkæden en bar midt på den historiske gade La Rambla i Barcelona.

Så hvor stort skal udlandseventyret være?

"Lige nu har vi meget fokus på vores ekspansion i Holland, og derudover forbereder vi et nyt marked, som jeg ikke kan fortælle om endnu. Inden længe vil vi formentlig hente over 50 pct. af vores omsætning i udlandet, og på den lidt længere bane er det ambitionen at være til stede på 10 forskellige markeder," svarer Peder Blak.

Foto: PR / Old Irish Pub
Foto: PR / Old Irish Pub

Karaokebaren i København kommer til at være i en kategori for sig. Det er én stor test, for at se, hvordan gæsterne agerer, og hvilke metoder, der får dem til at smide flest mulige penge i baren. Når konceptet tages med videre, skal det være som et element i hele kæden.

Jagter samme typer

Hvorfor skal I teste en hel karaokebar i København, hvis I har testet det som et element på jeres finske barer?

"Jamen det er meget simpelt: Vi vil ligge steder lidt ligesom her i København, hvor det lidt sat på spidsen, er den samme type gæst, som vi ser i andre europæiske storbyer". Han tilføjer, at der hvert år skal åbne i omegnen af seks-otte nye pubber. De pubber skal kunne huse 500 gæster, hvoraf 50-100 af de gæster vil være placeret i et karaoke-område.

Der ligger dog et "men" og lurer. For selvom vi herhjemme er blevet vant til et samfund uden de store restriktioner, er resten af Europa ikke lige så langt.

"Nu skal vi altså lige helt fri af corona, men forhåbentlig kan vi fremadrettet fortsætte vores vækst og åbne seks-otte nye pubber om året. Det er planen. Det er desuden en del af vores ekspansionsstrategi at åbne op for en franchisemodel på et tidspunkt," siger Peder Blak.

Derfor fortsætter kampen herhjemme på det danske marked, hvor karaokebaren skal stå som en test for at få en ny målgruppe ind på de irske pubs.

Kamp om de 18-årige

Peder Blak fortæller, at der i den danske barbranche i dag er en indædt kamp om at blive stedet for de festlige 18-årige.

De fester bare ikke så meget klokken 4 om eftermiddagen. Igen vender hans øjne ud mod Vesterbrogade, hvor en klynge af turister flokkes om en lyserød paraply.

"Det er klart, at når du har en europæisk satsning som vi har, så vil vi gerne være mere for flere. Karaoke åbner døren for, at vi kan få en bar i baren, hvor specielt turister kan komme ind og have det sjovt," siger Peder Blak.

Før turisterne ude i Europa kan se fodbold eller synge karaoke på den danske barkæde, skal Old Irish Pub dog finde fodfæste, fortæller Peder Blak. Coronasituationen har nemlig ikke ligefrem været lukrativ for barkæden.

I 2020 tog den danske barkædes bundlinje et dyk fra knap 18 mio. kr. i 2019 til lige over 4 mio. kr. i 2020. Samtidig faldt bruttofortjenesten fra 88,8 mio. kr. til lige knap 62 mio. kr., hvilket var det laveste siden 2017, hvor tallet lå på 55,4 pct.

Peder Blak forventer dog et bedre regnskab for 2021, da barkæden har kunne haft åbent i flere måneder end i 2020. Der har blandt andet været mere travlt end normalt i månederne efter sommerferien.

Regeringen i Norge vil øge afgiften på alkohol

Old Irish Pub mister tocifret millionbeløb på aflyste julefrokoster 

Direktør i Old Irish Pub ser historien gentage sig selv 

Mere fra FødevareWatch

Ketchupeffekt redder resultatet hos kæmpen Euro Cater

Den nordjyske Euro Cater-koncern, der omsætter for over 8 mia. kr., har igen haft et svært og coronapåvirket regnskabsår. Samlet blev det dog til et positivt resultat i et år, hvor store nedgange blev afløst af store opture, siger økonomidirektør.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier