FødevareWatch

Sjællandsk bøfkonge sætter ny fartrekord på bundlinjen

Midt i pandemien har Slagelse-selskabet J.N. Meat formået ramme plet med salget af bøffer, pølser og charcuteri. Bøfferne er kåret til verdens bedste flere gange og selskabet står også bag kendte racerkørere.

J.N. Meats Sashi-navn stod på siden af Jan og Kevin Magnussens racerbil under Le Mans-løbet i år. | Foto: Francois Mori/AP/Ritzau Scanpix

"Velkommen hos verdens bedste steak-producent" lyder velkomsten på J.N. Meats hjemmeside.

I både 2018 og 2019 er kødselskabets bøffer kåret til verdens bedste - og trods globale nedlukninger, pandemi og generel nedgang i kødforbruget, går det strålende for Slagelse-selskabet. I J.N. Meats helt friske årsregnskab for 2020/21 - med afslutning i juni - er der således alt andet end krisestemning.

Selskabet er stiftet og ledes af John Sashi Nielsen, der betegner sig selv som en "passioneret kødsommelier", der rejser verden rundt for at finde det bedste kød. På den baggrund har selskabet i regnskabsåret formået at lande den bedste bundlinje nogensinde med et nettoresultat på 30,8 mio. kr. sammenlignet med 21,5 mio. kr. året før.

I samme periode er bruttofortjenesten vokset fra 65,7 mio. kr. i 2019/20 til 76,6 mio. kr. i år mens der ikke offentliggøres en omsætning.

De 59 ansatte i J.N. Meat producerer en lang række egne oksekød- og kalvekødudskæringer samt pølser og charcuterivarer "i høj kvalitet" målrettet en vifte af danske kunder indenfor foodservice, dagligvarehandlen og slagtere, mens eksportdelen går til "grossister eller detailhandlen".

I ledelsesberetningen er det sparsomt med oplysninger og det har ikke været muligt at få en kommentar fra John Sashi Nielsen til regnskabet. Men pandemien nævnes ikke med et ord i beretningen og forventningerne peger fremad, idet "selskabet forventer positivt resultat og positiv likviditetsudvikling for det kommende år".

Foto: PR/Instagram
Foto: PR/Instagram
 

En sand udbyttemaskine

Selskabets Sashi-brand pryder racerbiler med det danske far/søn-team med Jan og Kevin Magnussen under dette års Le Mans-løb, hvor John Sashi Nielsens selskab var hovedsponsor for Team Sashi High Class Racing.

Foruden Sashi-navnet markedsfører J.N. Meat ligeledes Freygaard- og Family Farms-mærkerne med kød fra Finland samt argentiske oksekødsudskæringer under navnet Sabor.

Mens Sashi-navnet får ekstra fart på racerbanerne, går det også stærkt på den økonomiske front, hvor J.N. Meat har udviklet sig til en reel udbyttemaskine. I 2020/21 sendes der et udbytte på 25 mio. kr. afsted til ejerne, mens beløbet var 15 mio. kr. året før. Egenkapitalen udgør 41,3 mio. kr.

I alt er der de seneste fem år udbetalt udbytte på samlet godt 93 mio. kr. til primært John Nielsen Finans, der igen ejes af John Sashi Nielsen og Claus Schou Nielsen, og selskabet med en egenkapital på 334,5 mio. kr. i 2019/20 har betydelige ejendomsinvesteringer.

Herudover ejer fire fra J.N. Meat- ledelsen andele i J.N. Meat.

Den forsvarende verdensmester i bøf tjener styrtende med penge

Dansker bag kødfirma tjener millioner 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier