FødevareWatch

Trods genåbningsaftale: Mange virksomheder er fortsat hårdt ramt

Dansk Erhverv mener, at det er en god genåbningsaftale, men dem der er hårdest ramt, bærer den tungeste byrde.

Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Hos Dansk Erhverv er der generelt tilfredshed med den aftale om genåbning, som et bredt flertal på Christiansborg blev enige om tidligt torsdag morgen.

Den store erhvervsorganisation, der organiserer godt 18.000 danske virksomheder, mener, at de hårdest ramte brancher, fortsat skal bære den tungeste byrde.

Det forklarer Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

"Vi mener overordnet, at det er god aftale, men dem der er hårdest ramt, bærer fortsat den tungeste byrde," siger han.

Det gælder ifølge Lars Ramme Nielsen erhverv som turisme, museer og store attraktioner som Tivoli.

Ifølge Lars Ramme Nielsen er det glædeligt, at restauranter får lov til at holde længere åbent.

"Vi får åbnet op for, at restauranter kan have åbent til klokken 24 - og midt i juli til klokken 2. Det er vi rigtig glade for. Derudover er vi rigtig glade for, at der nu kommer en samlet plan."

Danmark siger stort set farvel til mundbind fra mandag 

Kig på kompensationsregler

Der skal dog alt for meget til for at få kompensation i den nye aftale, mener Dansk Erhverv.

"Grænserne for hvornår man kan få kompensation, er alt for høj, det ligger på 40 procent nedgang før man kan få kompensation. Du kan ikke gå på arbejde, og kun tjene 60 procent af hvad du plejer at gøre. Så kompensationerne skal genbesøges, og vi er ikke gået på sommerferie endnu," siger Lars Ramme Nielsen.

I Dansk Industri glæder man sig over de udvidede åbningstider, et hævet forsamlingsloft og mindre behov for coronapas og mundbind, men efterlyser samtidig fokus på rejseregler.

"Det er glædeligt, at partierne tager et væsentligt skridt nærmere den fulde genåbning af Danmark. Men virksomhederne inden for turisme, oplevelser og luftfart er fortsat meget hårdt ramt. Derfor burde kompensationsordninger forlænges til 1. oktober, og det er afgørende at få gang i rejser igen," siger Lars Sandahl Sørensen, der er adm. direktør i Dansk Industri.

Væk med coronapas nu

Hos brancheorganisationen Horesta glæder man sig også over aftalen, men kritiserer, at kravet om coronapas i turisme- og oplevelseserhvervet overlever henover sommeren.

"Stort set alle over 50 år er nu vaccinerede første gang, og det samme gælder de sårbare grupper. Det giver ingen mening at blive ved med at fastholde kravet om coronapas, der er en meget dyr og helt overflødig barriere for at skabe omsætning i vores erhverv. Det har blokeret for meget af den impuls og spontanitet, som er afgørende for branchens lønsomhed”, siger Jan Vinther Laursen, formand for Horesta.

Spisesteder og barer må fra fredag holde åbent til midnat

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier