FødevareWatch

Tre sygdomstilfælde kædes direkte sammen med listeria-fund i laks

I Statens Serum Insititut har man i den seneste uge konstateret flere syge med samme type listeria som den, der torsdag tvang Dansk Supermarked til at tilbagekalde et større parti røget laks produceret i Polen. De mange fund vækker bekymring.

Foto: /ritzau/Lars Just

Statens Serum Insititut har i den seneste uge noteret sig i alt fire patienter, som alle var syge med samme type listeria, som Fødevarestyrelsen torsdag konstaterede i et større parti laks solgt i Dansk Supermarkeds butikker.

Det er usædvanligt, at vi ser tre patienter med helt samme listeriatype indenfor bare én uge. Det kunne tyde på, at et stort udbrud var under opsejling."

Steen Ethelberg, seniorforsker, Statens Serum Institut.
Mens den ene patient allerede var syg i foråret, var fællesnævneren for de tre øvrige syge, at de alle havde indtaget røget eller gravad laks og blev syge inden for én uge. Ifølge instituttet havde tre af patienterne en alvorlig underliggende sygdom, som gør dem sårbare overfor en infektion med listeria. Én af patienterne er afgået ved døden, meddeler Statens Serum Insititut.

"Det er usædvanligt, at vi ser tre patienter med helt samme listeriatype indenfor bare én uge. Det kunne tyde på, at et stort udbrud var under opsejling. Det var derfor af stor betydning, at den samme listeriatype hurtigt blev fundet i koldrøget laks, så smittekilden kunne blive identificeret," udtaler Steen Ethelberg, seniorforsker på Statens Serum Institut.

Da der kan gå op til tre uger, fra man har været udsat for smitte, til man får symptomer, kan der opstå flere sygdomstilfælde relateret til udbruddet i de kommende uger.

Dog bemærker Statens Serum Insititut også, at der kun er en lille risiko for at blive syg, selvom man har spist den tilbagetrukne laks, da det "normalt kun er personer med et svækket immunsystem eller gravide kvinder, der får listeriose."

Stort parti fra Polen

Onsdag aften udsendte Dansk Supermarked og Fødevarestyrelsen meddelelser, hvor et stort parti gravad og røget laks, der er blevet handlet i Dansk Supermarkeds butikker, blev kaldt tilbage.

Det gælder laks solgt i Netto, Føtex, Bilka og Salling, oplyste virksomheden.

"Fødevarestyrelsen har desværre konstateret for høje listeriaværdier i røget laks, og derfor tilbagekalder vi samtlige produkter fra den berørte virksomhed," udtalte Carina Jensen, kvalitetschef i Dansk Supermarked og tilføjede

"For at være på den sikre side trækker vi alle produkter fra leverandøren tilbage. Vi er i tæt dialog med Fødevarestyrelsen og følger alle anvisninger herfra."

Laksen som kommer fra en polsk leverandør er blevet solgt under mærkerne ØGO, Levevis, Bådsmand og Premieur i Netto, ligesom det i Bilka, Føtex og Salling er solgt under mærkerne Princip, Levevis, Budget og XXL.

Tilbagekaldelsen gælder mange produkter i flere størrelser og uanset datomærkning.

Kunder, der har købt de nævnte produkter, opfordres til at kassere produktet eller returnere det i butikken, hvor man – uden forevisning af købsbevis – kan få pengene retur, skriver Dansk Supermarked.

Koncernen meddeler også, at det fortsat vil være muligt at finde en lang række lakseprodukter, som kommer fra en anden leverandør og derfor ikke er omfattet af tilbagetrækningen.

Det drejer sig blandt andet om hele Vores-serien, en lang række Princip-produkter og varmrøgede Bådsmand-produkter.

Røget og gravad laks kaldes tilbage efter listeria-fund

Færøsk lakseproducent ramt af listeria

Fødevaredanmark kritiserer listeriakontrol

Mere fra FødevareWatch

Isproducenterne melder klar til at kæmpe om sommermarkedet

De danske isproducenter forventer, at de får en af de bedste sæsoner nogensinde, og alle har de en formel for, hvordan de skal vinde danskernes gunst. Der er dog ikke én formel, der er ens, men der er utallige nye produkter og tiltag på vej.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier