FødevareWatch

Danske fødevarevirksomheder må holde vejret i corona-ramt Kina

I flere danske fødevarevirksomheder afventer man spændt, hvordan situationen omkring spredningen af coronavirus udvikler sig i Kina. Hos Royal Greenland har topchef Mikael Thinghuus tre elementer at forholde sig til.

Kinesere, der har været på familiebesøg i forbindelse med det kinesiske nytår, bliver i stor stil ramt af de rejsebegrænsninger, der er indført for at stoppe spredningen af coronavirusset. Foto: Stringer/REUTERS / Ritzau Scanpix

Kombinationen kinesisk nytår og coronavirus holder danske fødevarevirksomheder med eksport til Kina på pinebænken for tiden.

På den ene side betyder højtiden, at salget til de kinesiske kunder ligger meget stille, men på den anden side afventer alle, hvordan omfanget af coronavirusset spredning tager til i styrke eller bliver inddæmmet og slået ned i den kommende tid

"Det er stadig svært at sige så meget om endnu, da det ikke har været tilstede i så lang tid endnu. Men det er noget, som kan komme til at påvirke os i det kinesiske marked, som er stort for os," siger Mikael Thinghuus, adm. direktør i Royal Greenland til FødevareWatch.

Natten til onsdag skriver kinesiske statsmedier, af antallet af personer i Kina, der er bekræftet døde som følge af den smitsomme coronavirus, er steget til 132, og det samlede antal smittede på verdensplan har nået 5974.

Til Finans.dk har Arla tirsdag meddelt, at smitten endnu ikke har haft nogen betydning for salget, og samme melding går igen hos Danish Crown, hvor man tidligst om 2-3 uger har overblik over konsekvenserne. Samme billeder tegner sig i handelsselskabet Tomex fra Aalborg, hvor man importerer og eksporterer kød, mælkeprodukter og grøntsager i lande som Kina, Serbien og Colombia.

"Jeg har lige nu ingen fornemmelse af, hvad der kommer til at ske. Det er stadig for tidligt at sige noget," siger Tomex-direktør Tom Andersen til FødevareWatch.

Han peger også på, at der kommer til at gå nogle uger, før det er muligt at have et mere præcist billede af, hvor store eller små konsekvenser coronavirusset har for afsætningen til kunder i landet.

"Kinesisk nytår har lige været på den kinesiske dagsorden, og salget står stadig stille, da mange er rejst væk for at besøge deres familier. Vi mærker det samme lige nu, som vi gør alle andre år: Vi har meget travlt op til nytåret, og derefter står salget stille et par uger. Derfor kommer der til at gå et stykke tid, før vi kan se den egentlige effekt af corona," siger Tom Andersen.

Han tilføjer, at selskabet endnu har til gode at opleve, at ordrer bliver annulleret, men at det kan ændre sig, hvis de kinesiske restauranter i større stil vælger at lukke ned i en periode – i lighed med Starbucks, der har valgt at lukke halvdelen af sine forretninger i Kina.

"Hvis restauranter lukker, kommer det til at gå ud over vores handel. Folk skal dog spise uanset hvad, så mon ikke det i sidste ende går op," siger Tom Andersen.

Kysten går fri, men familier påvirkes

Hos Royal Greenland, hvor man i år regner med at runde en omsætning på 1 mia. kr. i Kina, har topchef Mikael Thinghuus også fokus på en kinesisk produktion i Qingdao-området. Det ligger omkring 1000 kilometer nordøst for millionbyen Wuhan i Hubei-regionen, der indtil videre har været hårdest ramt af coronavirusset.

Endnu er produktionen, der blandt andet står for lønproduktion af sushi- og sashimivarer til det japanske marked, ikke ramt.

"En del af de mennesker, der arbejder langs kysten, bor eller har familier inde i landet, og de kan være begrænset af rejserestriktioner, som har betydning for, hvornår de igen kommer tilbage til fabrikkerne," siger Mikael Thinghuus.

Danish Crown meddelte tidligere på ugen, at man midlertidigt var tvunget til at lukke sin nye fabrik ved Shanghai frem til mandag. Dels fordi en stor del af medarbejderne i den kommende tid er i karantæne efter at have rejst hjem for at fejre nytåret på deres hjemstavn, men også fordi, de medarbejdere, der henover jul og nytår har arbejdet på fabrikken, har ramt loftet i forhold til landets arbejdstidsregler.

Til FødevareWatch oplyser pressechef Jens Hansen onsdag, at det er lykkedes at indhente en dispensation, så fabrikken kan få gang i produktion allerede fredag. Samlet arbejder der omkring 100 medarbejdere på slagterikoncernens kinesiske fabrik.

Også betydning for arbejde i Grønland

Men det er ikke kun i Kina, at smitten har konsekvenser. Indtil videre er coronavirusset konstateret i 17 forskellige lande (onsdag formiddag, red.) og et flyselskab som British Airways har besluttet at indstille alle flyvninger til og fra Kina.

Hos Royal Greenland, der har sit udgangspunkt i Grønland, har frygten for corona også sat sine spor.

"Vi har knap 60 kinesiske medarbejdere her i Grønland, og ti af dem er hjemme på ferie i Kina for øjeblikket," siger Mikael Thinghuus og fortsætter:

"Der kan være en forsinkelse i, at de ikke kommer tilbage som planlagt, men det påvirker helt naturligt også de tilbageværende 50 medarbejdere, som er bekymrede for, hvad der sker med deres familier i hjemlandet."

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier