
Der var jubel hos Hørkram, da foodserviceselskabet i begyndelsen af november 2016 kunne fejre, at Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) pegede på Sorø-virksomheden som vinder af det største offentlige fødevareudbud i historien, til en anslået værdi af 1,6 mia. kr.
Nu skal den fireårige aftale, der har titlen 50.90 og trådte i kraft 1. januar 2017, bringes til ophør. Det fremgår af en afgørelse fra Klagenævnet for Udbud, der har behandlet en klage fra Dansk Cater, som blev indgivet 14 dage efter, at udbuddet blev afgjort.
"Staten og Kommunernes Indkøbs service A/S' beslutning af 2. november 2016 om at tildele kontrakten til Hørkram Foodservice A/S annulleres," står der i afgørelsen, som FødevareWatch har fået indsigt i.
Dansk Cater klagede over ni forhold i udbuddet og har fået medhold i den del af klagen, der drejer sig om vægtning og evaluering af kvalitet.
"Vi er fantastisk glade for, at Klagenævnet for Udbud er enig i, at den måde, som udbuddet kørte på, var mangelfuld. Nu er vi spændt på, hvor hurtigt annulleringen træder i kraft," siger Henrik Ellegaard, finansdirektør i Dansk Cater, til FødevareWatch.
SKI gransker kendelsen
Intet mindre end 51 af landets i alt 98 kommuner tilsluttede sig aftalen, og SKI skal nu i løbet af de kommende otte uger beslutte, om kendelsen skal ankes.
"Klagenævnets kendelse skaber usikkerhed om muligheden for at bruge rammeaftalen. SKI er derfor i øjeblikket ved at granske kendelsen i samarbejde med Kammeradvokaten med henblik på at vurdere kendelsens konsekvenser, rækkevidde og mulige tiltag fremadrettet," skriver SKI på sin hjemmeside.
Som resultat af kendelsen skal SKI betale 100.000 kr. til Dansk Cater for sagsomkostningerne.
FødevareWatch arbejder på at få kommentarer fra SKI.
Stor betydning i Hørkram
Hørkram Foodservice, der endte med at vinde udbuddet, leverede forud for aftalen fødevarer til 26 af de 51 kommuner og fik dermed næsten fordoblet antallet. De 25 nye kommuner var fordelt på Hørkrams to logistikcentre, således at Sorø fik 11 nye kommuner, hvoraf 8 begyndte i 2017, mens 3 kommuner har startdato i første kvartal 2018.
Samtidig fik Aarhus-afdelingen i Hørkram 14 nye kommuner, hvoraf 6 var med start fra 2017, og de resterende 8 kommuner kommer med fra første kvartal 2018.
"Den har rigtig stor betydning. Specielt for vores jyske forretning, som får rigtig mange nye kommuner," sagde Preben Berg Kristensen,viceadm. direktør i Hørkram, til FødevareWatch i forbindelse med udbuddet.
FødevareWatch forsøger at indhente en kommentar fra Hørkram til afgørelsen fra Klagenævnet for Udbud.