FødevareWatch

Dødelig kinesisk coronavirus kan afspore Carlsbergs asiatiske vækstdrømme

Hvis det kinesiske virusudbrud breder sig, kan det få konsekvenser for Kinas rolle som Carlsbergs helt store vækstlokomotiv i 2020.

Det kinesiske nytår plejer at være en festlig omgang og et forbrugerbrag af de helt store. I år risikerer coronavirussen dog at forpurre festlighederne. Foto: Mark Ralston/AFP / AFP

Det kinesiske virusudbrud risikerer at lægge en dæmper på Carlsbergs vokseværk i regionen.

Udbruddet får i stigende grad folk til at holde sig indendørs, og hvis det fortsætter, kan det få indflydelse på de store forventninger til Kinas ølforbrug, som skal drive Carlsbergs vækst i 2020.

Sådan lyder det fra en række analytikere, mens også kreditvurderingsbureauet Standard & Poors slår alarm over truslen mod restaurationsbranchen.

"Hvis virussen spreder sig, vil det kunne ramme Carlsberg og give et tilbageslag for salget. Asien, og særligt Kina, har været den primære driver for Carlsbergs performance i 2019 og vil også fremadrettet have stor betydning for Carlsbergs vækst," siger Henrik Hallengreen Laustsen, analytiker i Jyske Bank.

Hen over weekenden blev antallet af smittede hævet til omkring 2.000 personer ifølge bl.a. Reuters. Den nye coronavirus har indtil videre kostet 56 personer livet, siden verden for knap en måned siden for alvor blev opmærksom på udbruddet.

I Kinas syvende største by, Wuhan, hvor udbruddet opstod, har man afbrudt den offentlige transport, og flere andre regioner i Kina har indført forskellige former for restriktioner, og udbruddet har fået flere lande til at indføre screeninger i lufthavne.

Udover i Kina er der ifølge BBC søndag fundet tilfælde i Frankrig, Canada, USA, Australien, Sydkorea, Nepal, Japan, Taiwan, Singapore, Vietnam, Thailand og Malaysia .

Det er stadig for tidligt at erklære udbruddet en international sundhedskrise, som kræver koordineret internationalt ansvar, mener verdenssundhedsorganisationen WHO.

"Men tag ikke fejl. Dette er en nødsituation i Kina," sagde Tedros Adhanom, chef for WHO, torsdag på en konference i Genova ifølge The New York Times.

Det er Carlsbergs amerikanske konkurrent Anheuser-Busch InBev, der har bidt sig godt fast i ølmarkedet i Wuhan. Men virussen har nu spredt sig til det vestlige Kina, hvor Carlsberg er den største spiller.

Standard & Poors advarer om, at sygdommen kan skære 1,2 procentpoint af Kinas vækst i år, hvis situationen forværres betydeligt.

"Forbrugere vil sandsynligvis undgå offentlige steder for at mindske risikoen for infektion. Det udslag kan forværres af begrænsningerne på rejseaktiviteten. Restaurantions-, underholdnings- og rejsebranchen vil højst sandsynligt blive ramt hårdest," skriver S&P i en analyse.

Den danske bryggerikoncern har haft stærk medvind i Kina de seneste år, og topchefen, Cees’t Hart er lykkedes med at mangedoble marginerne i Kina og hæve den samlede driftsmargin efter af- og nedskrivninger (ebit) i Asien fra 17,6 pct. i 2014 til 22 pct. ved det seneste halvårsregnskab.

I det seneste kvartal rapporterede Carlsberg en organisk vækst i Kina på 20 pct.

Carlsberg er lykkedes med at udnytte, at billig øl af dårlig kvalitet i mange år har fyldt hylderne i supermarkeder og hanerne på barer og restauranter overalt i Kina. Store dele af befolkningen har imidlertid fået flere penge mellem hænderne og er blevet mere kvalitetsbevidste. Det har givet Carlsberg mulighed for at sælge blandt andet Tuborg, Carlsberg og diverse specialøl i kinesiske storbyer til yderst profitable priser.

Men Carlsbergs dyre produkter skal hovedsageligt findes uden for hjemmets fire vægge, og det salg kan en viruskarantæne påvirke.

"Drikkekulturen i Kina er meget social, og hvis folk begynder at blive indenfor, er spørgsmålet, hvad det betyder for Carlsberg. En del af Carlsbergs vækst skal drives af Kina og især af premium-produkter. Nogle af de produkter sælges der en del af i barer og i nattelivet," siger Jesper Ingildsen, analytiker hos DNB Markets.

Skaren af analytikere forventer, at Carlsberg i 2020 lykkes med at hæve driftsmarginen (ebit) med omkring 6 pct., og en betydelig del af den vækst har de sat næsen op efter, at det kinesiske marked skal levere.

Ikke mindst i de næste fjorten dage, hvor det kinesiske nytår bliver fejret med festlige lag, rejser og familiebesøg.

"Hvis man lukker flere byer ned, og folk bliver isoleret, er der færre, der går ud og drikker øl, og det vil selvfølgelig under en højsæson i Kina være negativt for bryggerierne," siger Jonas Guldborg Hansen, analytiker i Danske Bank.

Carlsberg er tilmed blevet ramt af en uheldig begivenhed et andet sted i Asien, nemlig det vietnamesiske marked. Det seneste årti har bryggerikoncernen kæmpet for at købe det delvist statsejede bryggeri Habeco. Men siden begyndelsen af året er ølsalget faldet drastisk, efter at strammere regler mod spirituskørsel er trådt i kraft.

Vietnam har ellers været et sprudlende vækstmarked i en lang årrække.

"Spørgsmålet er, hvor interessant det egentlig vil være for Carlsberg at købe Habeco nu. Det er allerede en forretning, som ikke har klaret sig specielt godt de senere år," siger Jesper Ingildsen.

Det er ikke kun Carlsberg, der risikerer at blive ramt af coronavirussen. Den franske spirituskoncern Remy Cointreau risikerer også en opbremsning i væksten, fortalte finansdirektøren, Luca Marotta, i forbindelse med aflæggelse af årsregnskabet fredag.

"Det er klart, at vi er bekymrede for coronavirussen, for hvis det påvirker det asiatiske marked - som er vigtigt for os og dette års store motor for vores performance - kan det blive en trussel mod vores performance," sagde han.

SAS-aktien har ligeledes sammen med konkurrenterne haft nogle dage i modvind på grund af virusfrygten, fordi markedet ser en risiko for opbremsning i rejseaktiviteten.

Carlsberg er i stilleperiode op til årsregnskabet og har ingen kommentarer.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier