Frankrigs regering blander sig i fødevarepriserne i supermarkederne

Frankrigs finansminister Bruno Le Maire har angiveligt presset de franske fødevareproducenter til forhandlingsbordet.
Det skriver branchemediet Just-Food.com.
De franske fødevareproducenter har ifølge ministeren skummet fløden ved at hæve priserne for meget og indtjene alt for store summer. Derfor har Bruno Le Maire truet med at indføre forhøjede skatter eller at udskamme navngivne franske selskaber, hvis fødevarebranchen ikke ville indgå et kompromis om priserne på deres produkter.
Det har nu ført til, at repræsentanter for fødevareindustrien i Frankrig sætter sig til forhandlingsbordet med de franske supermarkedskæder tidligere end ellers aftalt, hvor prisen på varerne forventes at blive forhandlet ned til gavn for forbrugerne.
Inflationen i fødevarepriser ligger i Frankrig i øjeblikket på over 15 pct., blandt andet som konsekvens af en aftale fra i marts mellem fødevareselskaber og supermarkeder om at hæve prisen på fødevarer med 10 pct. i gennemsnit.