Inflationen tager til i Sverige: Stiger til 12 procent

Sverige kan ifølge økonom se frem til flere store rentestigninger for at slippe af med inflationen.
Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
AF RITZAU

Mens inflationen er aftagende i Danmark og flere andre steder, står det anderledes til i Sverige, hvor den i februar steg til 12 procent.

Det viser tal fra Statistiska Centralbyran, der er den svenske pendant til Danmarks Statistik.

Både den svenske og den danske inflation steg fra starten af 2022 og fortsatte hen over sommeren. 

I efteråret stak den svenske inflation dog af fra den danske. Hvor inflationen i Danmark toppede i oktober på 10,1 procent, fortsatte den svenske op til 12,3 procent i december.

I januar faldt den i Sverige til 11,7, men tallene fra februar viser altså en ny stigning. I Danmark var inflationen i februar på 7,6 procent.

En af de primære årsager til, at de svenske priser fortsætter med at vokse, er ifølge Kristian Skriver, der er seniorøkonom hos Dansk Erhverv, at den svenske krone står svagt.

”Den svage svenske krone er med til at gøre det dyrere at importere varer og tjenester fra udlandet,” forklarer han i en analyse.

Når det er dyrere for butikker og virksomheder i Sverige at importere de varer eller råstoffer, de skal bruge, afspejler det sig i priserne for forbrugerne.

Derfor vil det være naturligt, at den svenske centralbank, Riksbanken, hiver et par store rentestigninger frem fra skuffen. Det skal tage efterspørgslen ud af svensk økonomi og forhåbentlig bringe priserne ned.

Rammer også Danmark

Sverige er et af de lande, hvor rentestigninger ofte er en særlig sur medicin at sluge, forklarer Kristian Skriver.

”Særligt boligmarkedet går en meget vanskelig tid i møde med betydelige prisfald og et meget lavt aktivitetsniveau,” skriver han i analysen.

”Dertil er der ingen tvivl om, at den svenske økonomi nu har direkte kurs mod en lang recession.”

Det svenske boligmarked er i højere grad end det danske præget af boliglån med variabel rente. Når renterne stiger, betyder det dermed også, at de svenske boligejeres renteudgifter følger med.

Samtidig beskrives svensk økonomi ofte som særlig følsom for konjunkturer i verdensøkonomien. Det skyldes, at Sverige blandt andet har en stor bilindustri, der er afhængig af købere i andre lande.

De økonomiske kvaler hinsidan kommer også til at kunne mærkes i dansk erhvervsliv, advarer både Dansk Erhverv og Dansk Industri.

Efter USA og Tyskland er Sverige det marked, hvor danske virksomheder sælger flest produkter. Sidste år var eksporten til Sverige ifølge Danmarks Statistik på 150 milliarder kroner. 

Ifølge Kristian Skriver er der omkring 71.000 arbejdspladser i Danmark forbundet med eksporten til Sverige.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også