FødevareWatch

Inflationen i EU når nyt rekordniveau

Inflationen i EU-landene er ikke set højere siden 1997, da opgørelsen over forbrugerpriserne blev etableret.

Foto: Petr Svancara/AP/Ritzau Scanpix

Inflationen i EU fortsætter med at buldre, og i oktober nåede den det hidtil højeste niveau i 25 år. Det viser et EU-harmoniseret forbrugerprisindeks, som Danmarks Statistik har offentliggjort tirsdag.

Inflationen i Danmark indgår som en del af indekset, og heller ikke her er tallet set højere siden 1997, da man begyndte at opgøre det.

I de 27 EU-lande er inflationen steget til 11,5 procent, mens det for Danmark alene er blevet opgjort til 11,4 procent. Danmarks Statistiks normale forbrugerprisindeks opgjorde for nylig inflationen i Danmark til at være 10,1 procent.

Forskellen skyldes ifølge Niklas Praefke, der er cheføkonom hos Ledernes Hovedorganisation, at der i det normale indeks også indgår ejerboliger.

Ikke desto mindre er det forfærdelige tal for forbrugerne, skriver han i en kommentar.

”Den høje inflation suger købekraft ud af privatøkonomien, og det betyder helt bogstaveligt, at familier må skære ned deres forbrug og lade varer blive på butikshylderne. De seneste tal viste, at lønnen på det private arbejdsmarked steg med 3,5 procent. Det betyder, at danskerne oplever en stor reallønsnedgang i øjeblikket.”

Også den såkaldte kerneinflation, som er fratrukket priser på energi og fødevarer, er steget i Danmark i oktober.

Det betyder ifølge Brian Friis Helmer, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, at prisstigningerne rammer danskerne bredt.

”Det er ikke alene prisstigninger på el, gas, brændsel og fødevarer, som man ser længere,” lyder det.

Han forventer dog, at inflationen er ved at have toppet, selv om han også understreger, at det er svært at forudse.

”Vi har i den seneste tid set en række faktorer, der begynder at trække inflationen ned. El- og gaspriserne er væsentligt lavere i forhold til toppen i august, mens fødevare- og råvarepriser samt fragtrater også er faldet. Desuden nærmer det sig gradvis, at der er gået et helt år, siden prisstigningerne begyndte at stikke af. Alt dette er med til at lægge en dæmper på den kraftige inflation,” lyder det.

Inflation sender forbrugere til grænsebutikker efter dagligvarer: ”Kunderne går efter tilbud”

Inflationen nåede 10,1 procent i oktober

Overblik: Disse 20 fødevarer er steget mest og mindst i pris


Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier