Højere priser sender Unilevers salg hastigt frem
Unilever, som blandt andet står bag Ben & Jerry’s og Magnum-is, Hellmanns mayonnaise og Knorr-terninger, opjusterer forventningerne til den underliggende salgsvækst efter at højere end ventede priser har hjulpet fødevarekoncernen i tredje kvartal.
Den underliggende salgsvækst blev på 10,6 pct. i kvartalet, hvor analytikerne kun havde ventet en vækst på 8,6 pct.
Det er især stigende priser, der har drevet fremgangen, idet den underliggende vækst i priserne blev på 12,5 pct. mod ventet 10,9 pct.
Den underliggende volumenvækst er negativ med 1,6 pct. mod et ventet fald på 1,1 pct.
Den samlede omsætning blev på 15,8 mia. euro sammenlignet med analytikerkonsensus på 15,06 mia. euro.
Unilever ser nu den underliggende salgsvækst lande over 8 pct. mod tidligere ventet i den øvre ende af intervallet 4,5-6,5 pct. Her lød analytikernes forventning på 8,12 pct.
Koncernen venter, at udfordringerne med høj inflation vil fortsætte i 2023.
For 2022 ventes den underliggende driftsmargin fortsat at blive på 16 pct., og der ventes fortsat en forbedring af indtjeningsmarginen i 2023 og 2024 som følge af prissætning, miks og besparelser.
Relaterede artikler:
Orkla ændrer på strukturen efter stærkt kvartal
For abonnenter