
Den britiske kantinekoncern Compass Group har hentet ny direktør til koncernens nordiske forretning.
Fremover bliver det Zanne Burø, der har været i selskabet siden 2011, som skal svinge taktstokken i Norden. Siden 2017 har hun haft titel af at være adm. direktør for Compass Group Danmark - en titel, som hun også fremover vil have.
Den europæiske direktør i Compass Group, Kathinka Friis-Møller, fortæller i en pressemeddelelse, at man har store forventninger til den nye Norden-direktør:
“Zanne vil videreudvikle den inkluderende og vindende kultur i Compass Group. Det er vigtige ingredienser for, at vi fortsat skal lykkes,” lyder det fra Kathinka Friis-Møller.
Zanne Burø har foruden erfaring fra Compass Group også kommerciel såvel som operation erfaring fra Fazer Food Services i Danmark, der i 2019 blev opkøbt af kantinekoncernen.
Compass Group har i Norden en årlig omsætning på 7 mia. kr. og beskæftiger her i omegnen af 13.000 medarbejdere. På verdensplan er koncernens omsætning på 160 mia. kr., mens antallet af medarbejdere lyder på 600.000.
Britisk ISS-konkurrent på himmelfart efter opløftende regnskab