Forlig om ny overenskomst til mejeriansatte
Lørdag morgen er der indgået forlig om en ny overenskomst for henved 5.000 medarbejdere på landets mejerier, skriver Fagbladet 3F
Aftalen er blevet til efter forhandlinger mellem fagforbundene 3F og NNF på den ene side og arbejdsgiverne i Mejeribrugets Arbejdsgiverforening under DI på den anden. Der er tale om en toårig såkaldt fællesoverenskomst.
”Det er en rigtig flot aftale, som vi er stolte af,” siger Peter Møller Sjøgren, topforhandler og forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.
De aftalte lønstigninger til mejeriarbejderne ligner dem, som 3F tidligere på ugen fik forhandlet hjem til landets transportansatte.
Dermed stiger den normale timeløn seks kroner per time fra 1. marts 2023. Og 5,75 kroner i timen fra 1. marts 2024. Altså i alt 11,75 kroner i timen over den toårige periode.
Hvis forliget om ny overenskomst bliver godkendt af både lønmodtagere og arbejdsgivere, vil overenskomsten have virkning med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2023, hvor den hidtidige overenskomst egentlig stod til at udløbe.