FødevareWatch

Analytiker: Bryggerier presses af frygt for ny covid-variant

Frygt for restriktioner og nedlukninger som følge af corona sætter sig i bryggeriaktierne, vurderer analytiker fra DNB.

Carlsberg og Unibrew er tirsdag blandt de største tabere i C25-indekset efter frygt for Omnikron. | Foto: Emma Sejersen

Carlsberg og Unibrews placering i den tunge ende af det danske eliteindeks kan med stor sandsynlighed forklares med øgede bekymringer om den nye covid-19-variant, Omikron.

Det siger DNB's bryggerianalytiker Jesper Ingildsen til MarketWire.

Han henviser blandt andet til en artikel tirsdag morgen fra Financial Times, hvori vaccineproducenten Modernas koncernchef, Stephane Bancel, mener, at det kan blive nødvendigt med en ny vaccine til at bekæmpe den nye variant Omikron.

"Jeg kan ikke rigtigt se, at det skal være relateret til andet end det," siger Jesper Ingildsen og fortsætter:

"Der er frygt i markedet for, hvad det kommer til at betyde i forhold til restriktioner og nedlukning."

Carlsberg, der har aktiviteter i Storbritannien, har tirsdag dog også fået lidt nyt fra den anden side af Nordsøen, hvor pubkæden Marston's har aflagt foreløbigt regnskab for de 52 uger frem til og med 2. oktober 2021.

Her er opmærksomheden især på meldingen om forretningsmiljøet efter regnskabsperiodens udløb, hvor Marston's melder om en sammenlignelig salgsvækst på 1,3 pct. i forhold til samme perioden 2019.

Det er ifølge finanshuset Jefferies mindre end væksten på 2 pct. i perioden fra juli til starten af oktober og måske også en medvirkende forklaring på, at Marston's falder 6,3 pct. til 65,20 pence på børsen i London.

Carlsberg ejer 60 pct. af Carlsberg Marston's Brewing Company, der er Marston's tidligere bryggeriforretning.

Unibrew ligger tirsdag eftermiddag nederst i C25-indekset med et fald på 3,0 pct. i 710,50 kr., og Carlsberg ligger tredjesidst med et fald på 2,1 pct. i 1040,50 kr.

Fredag da de første forlydender om Omikron kom frem faldt Unibrew med 1,8 og Carlsberg med 2,8 pct. Mandag klarede begge aktier lige akkurat frisag med marginale stigninger.

Tirsdag er der også markant pres på Heineken, idet bryggeriaktien falder med 4,1 pct. til 89,64 euro på børsen i Amsterdam.

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier