FødevareWatch

Burger King får Mikkeller-øl på menuen

Burger King indgår et opsigtsvækkende samarbejde med specialølsbryggeriet Mikkeller. "Burgere og øl er jo et oplagt match," siger marketingchef.

Foto: PR / Burger King

Det virker lidt som to ikoner, der støder sammen, når specialølproducenten Mikkellers to logo-figurer – Henry og Sally – fremover vil findes i en ny kontekst: Iklædt Burger King-uniformer.

Ikke desto mindre har ølproducenten og burgerkæden netop indledt et nyt samarbejde.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse, som uddyber, at Mikkeller har udviklet en ny, alkoholfri øl under navnet "The King's Cup".

Samarbejdet kommer til at omfatte kædens restauranter i Danmark og Sverige og er timet med, at fastfoodkæden sætter to nye gourmetburgere på menuen i kædens World Gourmet-serie.

Hos Burger King ser virksomhedens marketingchef i Danmark, Daniel Schöder, frem til lancere burgere og "håndværksøl til et bredt publikum".

"Samarbejdet med Mikkeller falder helt naturligt, og burgere og øl er jo et oplagt match. Og da øllen er alkoholfri, er det en sjov og uforpligtende nydelse – helt i tråd med vores ånd," tilføjer Daniel Schröder i en skriftlig kommentar.

Fra vingerne til grillen

Det er ikke første gang, at Mikkeller har indgået i partnerskaber med større spillere i dansk erhvervsliv. Tidligere har ølvirksomheden bl.a. udviklet flere forskellige øl til SAS, som har indebåret IPA'en Northern Trails og flere øl i den såkaldte "Wing Pin Series".

Det seneste skud på stammen bliver således en alkoholfri Wheat Ale, The King's Cup, som groft sagt kan ses som en variation af bryggeriets nuværende bestseller, Drink'in The Sun.

Hos selskabet selv lægger stifter og adm. direktør Mikkel Borg Bjergsø vægt på, at det nye samarbejde kan være med til at folkeliggøre kvalitetsøl.

"Med dette samarbejde, som jeg synes er sjovt og inkluderende, når vi et større publikum og får mulighed for at dele en smagsoplevelse, der normalt er forbeholdt barer og gourmetrestauranter," siger Borg Bjergsø i en skriftlig kommentar.

"Alkoholfri øl er en hurtigvoksende trend i Danmark, og vi vil gerne sprede budskabet om, at alkoholfri øl rent faktisk kan smage af rigtig øl – rigtig godt øl endda."

Antallet af alkoholfrie øl i stor fremgang

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier