
Det kan blive dyrt for de danske svineeksportører, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag har valgt at indføre midlertidig kontrol ved grænsen til Tyskland.
Niels Vinderslev eksporterer hver uge omkring 30.000 smågrise til hele Europa, og han fortæller til Landbrugsavisen, at grænsekontrollen risikerer at forsinke hans vognmænd.
"Alting tager tid, og det koster penge for os," siger svineeksportøren til branchemediet.
Den midlertidige grænsekontrol varer de næste ti dage med mulighed for forlængelse. Den sker som en konsekvens af, at Sverige har indført id-kontrol ved grænsen til Danmark for at holde styr på flygtningestrømmen.