Nu skal der oprustes på danske havbrug

Store net-bure med hundredetusinder af kilotunge regnbueørreder skal de kommende år placeres flere steder i de danske farvande.
Planerne om en betragtelig vækst i havbrugs-erhvervet er lige nu til vurdering hos miljømyndighederne. Det drejer sig ifølge Miljøstyrelsen om en halv snes ansøgninger om nye brug, oplyser DR Sjælland.
Alene havbrugs-virksomheden Musholm - med hovedsæde på Reersø på Vestsjælland - er klar med tre nye store projekter, der inden for de nærmeste år vil mere end fordoble virksomhedens produktion, hvis de bliver godkendt.
Musholm har planer om et havbrug syd for Klintholm på Møn, et i Sejerøbugten og et i Storebælt - alle placeret mellem fire og otte kilometer fra kysten.
Planerne får sportsfiskerne til at slå miljø-alarm, mens erhvervsfiskerne jubler ved udsigten til nye arbejdspladser i "vandkanten".
Miljøkonsulent Lars Brinch Thygesen fra Danmarks Sportsfiskerforbund siger, at han frygter for havmiljøet, hvis havbrugene - som de har bedt om - hver får lov til at udlede 80 tons kvælstof. Dertil kommer rester af foder og fiske-fækalier. Det kan blandt andet påvirke fiskeriet og turismen ved Møn, mener han.
"Lidt provokerende sagt svarer havbrugene jo til, at man sætter en masse køer eller grise ud på en tømmerflåde med riste i bunden, og så fodrer man bare løs," siger han til DR Sjælland.
Erhvervsfiskerne - ikke mindst på Møn - er noget mere positive over for nye havbrug.
Det vil bl.a. give mere aktivitet på Klintholm havn, og det kan måske også give arbejdspladser til nogle af de fiskere, der har lagt op eller planlægger at stoppe som aktive fiskere, siger næstformanden i Danmarks Fiskeriforening, Kim Kær Hansen.
Adm. direktør i Musholm, Niels Dalsgaard, afviser, at havbrugene belaster miljøet væsentligt. Han henviser til, at de er placeret langt til havs, hvor havstrømme vil fortynde forureningen.
Han oplyser desuden, at hvert enkelt havbrug vil give 8-12 arbejdspladser. Derudover bliver der fire gange så mange afledte job på land.