Velhavende udlændinge opkøber danske gårde i rekordtempo

Udenlandske investorer er begyndt at opkøbe store danske landbrugsbedrifter i et omfang, som ikke er set før. Især det seneste halve år har interessen fra de udenlandske investorer været hastigt voksende.
Det oplyser en række landbrugsmæglere, som stadigt hyppigere kontaktes af især tyske og hollandske investorer. De mange forespørgsler har allerede resulteret i, at en række store landbrugsbedrifter spredt ud over Jylland nu har fået udenlandske ejere.
I en anden - endnu større - handel har en tysk rigmand købt flere gårde med i alt omkring 800 hektar landbrugsjord nord for Randers.
"Det er både velhavere og erhvervsfolk fra udlandet, som har fået øjnene op for, at dansk landbrugsjord er blevet relativt billigt efter en årrække med store prisfald. Vi har for nylig solgt en ejendom med 180 hektar og slagtesvinestalde til en udenlandsk investor, som lejer gården ud. Han har ingen relationer til landbruget og ser investeringen som en pensionsopsparing," siger landbrugsmægler H. C. Hansen, formand for landbrugsudvalget i Dansk Ejendomsmæglerforening.
Priserne vil stige på langt sigt
De udenlandske investorer foretrækker generelt store landbrugsbedrifter uden køer og grise.
"Vi får et stigende antal henvendelser fra udlændinge, som leder efter danske landbrugsbedrifter på op til 1.000 hektar. Der er ofte tale om tyske eller hollandske erhvervsfolk, som kommer med 100-200 mio. kr. og ser dansk landbrug som et attraktivt alternativ til obligationer og aktier," fortæller landbrugsmægler Bent Mulbjerg fra Agriteam Varde.
Det kan virke overraskende, at udlændinge vil investere i dansk landbrug, da erhvervet er i dyb økonomisk krise og altid klager over de dårlige danske rammevilkår. Netop krisen i landbruget har imidlertid medført, at prisen på landbrugsejendomme er faldet 40 pct. Investorerne satser på, at priserne på langt sigt vil stige - især hvis rammevilkårene i Danmark forbedres.
En liberalisering af landbrugsloven, som trådte i kraft 1. januar, har gjort det lettere for eksterne investorer at opkøbe danske landbrugsbedrifter. Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, understreger, at erhvervet har brug for frisk kapital:
"Det kan være udmærket, hvis noget af den kapital kommer fra udlandet. Faren er dog, at eksterne investorer - både danske og udenlandske - typisk vil fokusere på investeringer i jord og ikke er interesserede i produktion af mælk og grise, som er det, der skaber størstedelen af arbejdspladserne og eksportindtægterne. Dermed risikerer vi, at dansk landbrugsjord ender med at ligge hen som et passivt investeringsgode, der anvendes til pengeanbringelse."
Landbrugsboss: "Vi kunne jo også bare smide håndklædet i ringen"