Ny nedtur rammer landbruget

Mælkeproducenterne håbede, at krisen endelig var ved at være slut. Nu ser det ud til, at den forværres.
Danske mælkeproducenter har kurs mod en ny nedtur. | Foto: Lars Krabbe/Polfoto/Arkiv
Danske mælkeproducenter har kurs mod en ny nedtur. | Foto: Lars Krabbe/Polfoto/Arkiv
AF LARS ATTRUP

Priserne på de globale råvarebørser for mejerivarer er på få uger styrtdykket med 22 pct., og Arla advarer nu om, at de kommende måneder vil være præget af stor usikkerhed med "risiko for yderligere negativ udvikling".

Dermed slukkes de seneste måneders håb om, at de danske mælkeproducenter var på vej ud af krisen.

Nu tyder alt på, at krisen fortsætter og i værste fald forværres.

"Det er meget, meget mørke skyer, der hænger over markederne de kommende måneder. Mindst 80 pct. af mælkeproducenterne kan ikke tjene penge med de mælkepriser, vi har nu. Det er derfor yderst alvorligt, hvis prisen den kommende tid falder yderligere," siger Kjartan Poulsen, formand i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

Branchen har været præget af en række kriseår med store underskud og dramatiske prisfald på landbrugsejendomme. Det har fået egenkapitalerne til at smuldre. Således er egenkapitalen på de store kvægbedrifter nu i gennemsnit negativ. Mange har derfor ingen økonomisk polstring til at modstå en ny nedtur.

Derfor var glæden og lettelsen stor, da prisen på mejerivarer i januar og februar begyndte at stige på den toneangivende råvarebørs, Global Dairy Trade. Glæden varede dog kort, for kurven knækkede allerede i marts og prisfaldene har taget fart i april. Verdensmarkedspriserne er nu omkring 50 pct. lavere end i 2013 og begyndelsen af 2014. Arlas mælkeafregning til landmændene er i samme periode faldet omkring 25 pct.

"Ude på bedrifterne kæmper folk for at sænke omkostningerne og øge produktionen. Nu er mælkekvoterne afviklet, så vi har lov at producere alt det mælk, vi kan. Desværre trækker vi dermed selv sektoren ind i en dødsspiral, fordi den stigende produktion vil udløse nye prisfald," mener Kjartan Poulsen.

Arla har netop meddelt, at selskabet den kommende måned fastholder en uændret mælkeafregning til landmændene, men advarer om, at udsigterne for de kommende måneder er dystre.

"I januar ventede man i markedet, at en tørke i New Zealand ville reducere produktionen af mælk. Den tørke blev aldrig rigtig til noget, og realiteten er, at mælkeproduktionen i New Zealand nu ligger på et helt normalt niveau. Samtidig må vi erkende, at de kinesiske indkøbere forsat er stort set fraværende på verdensmarkedet. Det er meget alvorligt, for Kina var frem til begyndelsen af 2014 verdens største importør af mejerivarer," fortæller Thomas Carstensen, direktør for råvarehandel hos Arla Foods.

Landmænd står til økonomiske smæk

Danske mælkebønder forstår svensk utilfredshed

Svenske mælkebønder klar til at droppe Arla

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også