Selvom EUs handelsembargo stadig presser Rusland, har det store land mod øst nu valgt at stoppe for import af kød fra to brasilianske firmaer og et enkelt paraguaysk.
Det skriver globalmeatnews.com.
Det er ellers almindeligt kendt, at netop Paraguay og Brasilien sammen med Hviderusland er blandt de få lande, der har profiteret mest af den handelsembargo, som Rusland nedlagde mod EU sidste sommer.
Den russiske landbrugsminister slår da også fast over for globalmeatnews.com, at Rusland ikke kommer til at søge efter kød andre steder lige foreløbig:
”Vores fødevaresikkerhedsdoktrin kræver en selvforsyning på 85 pct. I slutningen af 2014 nåede vi 83 pct., og i 2016 vil dette tal være markant højere,” siger landbrugsministeren Nikolai Fyodorov og henviser på den måde til, at det er kvaliteten og sikkerheden omkring håndteringen af denne, der er skyld i samarbejdsstoppet.
På trods af de idealistiske motiver om fødevaresikkerhed er den russiske købekraft nu heller ikke, hvad den har været. Handelsembargoen er i gang på ottende måned, og det har medført en svækket rubel samt en høj inflation i Rusland. Samtidig har mange danske fødevare- og handelsselskaber fået mindre gode regnskaber for 2014.
Brasilianske grise erstatter danske i Rusland
Som FødvareWatch tidligere har beskrevet er handelsembargoen gået særligt hårdt ud over danske kødproducenterog har blandt andet medført, at svinenoteringen på et tidspunkt var helt nede på 8,70 kr. Alligevel kan det måske være, at bunden er nået, for russerne har svært ved at finde kød, og selvom Brasilien er blevet en vigtig spiller netop her, så er bruddet med de to brasilianske firmaer og det enlige paraguayanske faktisk blot et nyt lavpunkt for den russiske økonomi.
Allerede i februar i år var den russiske import af brasiliansk kød således faldet med 56 pct., skriver globalmeatnews.com.
Svineprisen får løft for fjerde uge i streg