
Landbrug er det altoverskyggende tema for mange banker i øjeblikket, hvor landmændene er under pres fra flere sider. Nordea anerkender, at der er pres på landmændene i øjeblikket, men Peter Lybecker, der er adm. direktør i Nordea Bank Danmark, ser en mere positiv fremtid for landbruget.
"I vores optik er Danmark et af de bedste centre – både klimatisk og andet – til at drive landbrug. Vi har professionelle og meget dygtige landmænd i Danmark. På toppen af det har vi store fødevarevirksomheder og forædlingsindustrier, som har vist, at de er superdygtige og gode til at finde afsætning i andre markeder," sagde Peter Lybecker på et pressemøde efter præsentationen af årsregnskabet for 2014, og fortsatte:
"Over tid vil der være en stigende efterspørgsel – ikke mindst fra en større middelklasse i Asien og andre steder, der vil efterspørge animalske produkter."
Han henviser til en opgørelse fra Landbrug & Fødevarer, der viser, at den tredjedel af landmændene, som er mest effektive, i dag er rentable. Nordea har i fjerde kvartal taget en gruppevis nedskrivning på landbruget på 171 mio. kr., men Peter Lybecker understreger, at det tal blev fastsat, før han modtog Finanstilsynets julebrev, hvor tilsynet opfordrede bankerne til at se nærmere på nedskrivningerne på landbrug.
"Det her tal slog jeg et søm i, inden jeg fik julebrevet, og julebrevet har ikke givet anledning til andre betragtninger," sagde Peter Lybecker.
Et såret landbrug øjner hjælp i ECB-pakke
Banker: Kriselandbrug tvinger til nedskrivninger