FødevareWatch

Royal Greenland lander rekordstort plus

Grønlands største virksomhed har netop lukket regnskabsbøgerne om det hidtil bedste år i koncernens historie.

Foto: Jyllands-Posten

For fjerde år i streg har der været vækst i Royal Greenlands kerneforretning, og koncernens 2013/14-regnskab er lukket med en rekordhøj bundlinje på 199 mio. kr. før skat.

Det skriver selskabet i en meddelelse.

Ifølge koncernen bakkes det gode resultat op af en reduktion af den rentebærende gæld, "som giver Royal Greenland mulighed for at realisere strategien The North Atlantic Champion," og samlet har koncernen en ambition om at blive verdens førende leverandør af nordatlantisk seafood, med specielt fokus på koldtvandsrejer og hellefisk, som det hedder i meddelelsen.

"Vores gæld er reduceret med næsten 1,5 milliarder kroner, vores resultat før skat har de seneste tre år ligget på niveauet 150-200 millioner kroner i forhold til et tab på 200 millioner kroner, da det så sortest ud, og vi har vendt en negativ salgsudvikling til en særdeles sund fremgang i kerneforretningsområderne. Den samlede værdi af den udvikling er adskillige milliarder kroner. Hertil skal så lægges de væsentligt større udbetalinger til de grønlandske fiskere og den positive værdi for både medarbejdere og samfundsøkonomien af de næsten 200 arbejdspladser, der er skabt i Royal Greenland," siger koncerndirektør Mikael Thinghuus.

Tysk frasalg trækker 1,2 mia. omsætning ud

Selskabets fabrik i Wilhelmshaven er sammen med Royal Greenlands minoritetsandel i det amerikanske Iquique-rederi blevet solgt, og selvom frasalget af den tyske fabrik har kostet på omsætningen, bidrager det positivt på bundlinjen.

"Frasalget af fabrikken i Wilhelmshaven betyder en væsentlig reduktion af koncernens omsætning svarende til 1,2 milliarder kroner på årsbasis. Til gengæld er omsætningen i den fortsættende forretning forøget med 13 procent svarende til ca. 550 millioner kroner. Dette til trods for udefrakommende udfordringer for kerneprodukterne hellefisk og koldvandsrejer; herunder den negative udvikling i såvel rejekvoter som den japanske yen," hedder det i meddelelse som koncernen har udsendt.

Omsætningen landede samlet 400 mio. kr. under sidste år og samlet kan koncernen notere sig en omsætning på 4,9 mia. kr.

Mens ambitionerne på rejeområdet fortsat er store, må Royal Greenland sande, at det er sværere på torskefronten, hvor koncernen i regnskabsåret må indkassere et tab på 30 mio. kr. Det er en lille forbedring i forhold til 2012/13-regnskabet. På sigt håber man, at priserne på torsk vil bedre sig, og af samme grund har man ikke valgt at lukke produktionsanlæg. I stedet har man afsat penge til udvikling og implementering af ny fangstteknologi, der skal øge kvalitet, lønsomhed og samlet torskevolumen.

Egenkapital vokser til 1,166 mia.

Antallet af medarbejdere er over de seneste tre år steget med 186 medarbejdere, så man samlet har næsten 1000 medarbejdere i Grønland. I Danmark har koncernen ansat omkring 200 medarbejdere.

Den samlede udbetaling til de grønlandske fiskere er over de seneste fire år – fraregnet de rederier, der er associeret til Royal Greenland – vokset med ca. 180 millioner kroner på årsbasis. Samlet betaler Royal Greenland 450 millioner kroner til eksterne grønlandske leverandører, hovedsageligt jollefiskere.

Egenkapitalen er vokset til 1,166 mia. kr., og selskabets soliditet udgør 33,2 procent mod 28,4 procent sidste år. Egenkapitalen er dermed større end den nettorentebærende gæld.

"Vores historie har lært os at opføre os ydmygt, men én gang om året, ved regnskabsårets afslutning, er det en god ting at gøre status. Og status er, at Royal Greenlands udvikling de seneste år har gjort Grønland meget rigere, end landet ellers ville have været," siger Mikael Thinghuus.

Her er de stærkeste danske fødevarebrands

Royal Greenland genåbner fabrikker

30 pct. ekstra: Priserne tager et rejehop

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier