Danske dambrug får grønt miljømærke
Fire danske ørreddambrug har som de første i verden opnået det globalt anerkendte miljømærke ASC, som garanterer, at fiskene er produceret på en miljørigtig og ansvarlig måde.
Milømærket ASC er sat i verden for at guide forbrugeren mod bæredygtig fiskeproduktion. Mindre vandforurening, begrænsning af kemikalier og fokus på arbejdsmiljø og lokalsamfund er blandt de værdier der sættes fokus på, når der skal uddeles ASC-certifikater.
De fire midtjyske opdrættere Christiansminde, Ejstrupholm, Nørre Virum og Abild Dambrug er de første ørreddambrug i verden, der har fået ASC-certificeringen, og det glæder brancheorganisationen Dansk Akvakultur, som mener, at de danske producenter har givet sig selv et forspring på markedet.
At blive ASC-certificeret har krævet en stor indsats fra de fire ørreddambrug. Rudi Stougaard, der er fiskemester på Ejstrupholm Dambrug, er dog ikke i tvivl om, at det er indsatsen værd, da efterspørgslen på bæredygtige produkter er stigende.
"Vi er meget stolte af, at det er lykkedes at blive ASC-certificeret. Vi kan mærke, at kunderne efterspørger ansvarlige produkter, og det har vi nu papir på, at vi kan levere. Vi har gennemtjekket hele vores produktion og for at opnå ASC-mærket har vi optimeret dambruget på adskillige punkter," forklarer han.
De første ASC-mærkede laks kom i handlen i sidste uge.
Velfærdslaks lander i køledisken
Relaterede artikler:
Dansk akvakultur sælger grøn fisketeknologi til udlandet
For abonnenter
Lakse-iværksættere strutter af optimisme
For abonnenter