Fagblad: Gartneri og vikarbureauer i opgør med ansatte
Gartneriet Krebs, der med et drivhusareal på 21.000 m2 producerer en række grøntsager og beskæftiger 21 ansatte, er blevet omdrejningspunktet for en barsk faglig strid.
Det skriver Fagbladet 3F.
”Fem polske kvinder har hver fået en fyreseddel fra deres arbejde på Gartneriet Krebs på Nordfyn. Fyringerne faldt mandag med virkning fra tirsdag. I fredags modtag gartneriet et krav om efterbetaling af 988.000 kroner til de fyrede kvinder, der har tjent ned til 60 kroner i timen før skat.
Det er under halvdelen af timelønnen fastsat i områdets overenskomst, som Gartneriet Krebs har forpligtiget sig til at følge som medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A. Kravet om efterbetaling af løn er rejst af kvindernes fagforening, 3F Odense GOPS.,” skriver fagbladet, hvis formand for 3F Odense GOPS, Charlotte Vincentz Petersen, mener, at medlemmer har fået en ”svinsk behandling”.
Føler sig snydt
De polske kvinder har i 2013 og 2014 arbejdet på gartneriet Krebs som ansatte hos de fynske vikarbureauer Assistin og Jobekspress. Nogle af kvinderne har tjent 60 kroner i timen for almindeligt gartneriarbejde, mens et par af kvinderne fik 85 kroner i timen som mellemledere. Timelønnen var den samme for arbejde på søndage og helligdage samt for overarbejde, oplyser de fem kvinder, skriver fagbladet.
Polakkerne føler sig snydt for løn og synes, de har fået en meget dårlig behandling. De forklarer, at de flere gange forgæves har klaget til både vikarbureauerne og Gartneriet Krebs over lønnen.
” Jobekspress har tilbudt dem genansættelse med arbejde på Gartneriet Krebs til en løn på 90-100 kroner i timen. Tilbuddet gælder dog kun, hvis de vil trække kravet om efterbetalingen på 988.000 kroner mod Gartneriet Krebs tilbage. Polakkerne har ikke sagt ja til tilbuddet.”
Hverken Jobekspress eller Gartneriet Krebs ønsker at kommentere sagen over for fagbladet.
Fagbladet 3F har forelagt fyringerne samt kritikken fra polakkerne og 3F for vikarbureauet Jobekspress. Direktør Michael Bulinski henviser til sin betroede medarbejder Joanna Gebala. Hun oplyser til Fagbladet 3F, at Jobekspress ikke har nogen kommentarer.
Fagbladet 3F har forelagt fyringerne, kravet om efterbetaling samt timelønnen på 60 kroner for ejeren af Gartneriet Krebs, Morten Krebs. Men han oplyser, at han "ikke har nogen kommentarer".