FødevareWatch

Nu bliver det nemmere at være landmand på øerne

Der er ekstra udgifter, når man er landmand på en ø. Nu får flere landmænd hjælp til udgifterne.

En ny EU-reform, som træder i kraft i 2015, gør det nemmere for landmænd på 26 danske øer at få ekstra støtte til deres landbrug. I dag er 31 øer omfattet af ø-støtten til landbrug, men det stiger til 57 øer i 2015.

Lotte Dige Toft, som er enhedschef i NaturErhvervstyrelsen, mener, at det er en tiltrængt mulighed for at bevare landbrug i yderkanterne af Danmark.

"Den nye landbrugsreform giver mulighed for at støtte en stor gruppe landbrug, som sørger for arbejdspladser og udvikling under sværere vilkår i det yderste af Danmark," siger Lotte Dige Toft.

Dobbelt så mange vil søge tilskud

Ø-støtte gives, fordi der er ekstra udgifter ved at være landmand på øerne. Foder, gødning og maskiner skal fragtes med en færge, og mælk, dyr og korn skal med færgen den anden vej.

NaturErhvervstyrelsen forventer, at 1.200 landmænd i 2015 vil søge ø-støtte, hvor 600 landmænd i dag modtager ø-støtte. Samtidig øges den samlede pulje fra 11,4 mio. kr. til  21 mio. kr. i 2015.

Der er fastlagt et støtteniveau på 475 kr. pr. hektar, hvor man dog maksimalt kan få støtte til 100 hektar. Selvom en landmand ejer flere landbrug, kan han stadig kun få støtte til 100 hektar i alt.

Ø-støtten forsømmer store landbrug

Det mest markante navn på den nye liste er Bornholm, som nu også kan få ø-støtte. På Bornholm er man glad for, at man nu får adgang til ø-støttepuljen, men der er mangler i den nye ordning.

Formand for Bornholms Landbrug, Lars-Ole Hjorth-Larsen, var meget positiv, da han første gang hørte, at Bornholm kunne få ø-støtte. Men efter at flere detaljer er kommet på plads, synes han, at støtteordningen forsømmer de store landbrug.

"Det er selvfølgelig godt med en ordning, som hjælper de mindre landbrug. Men når man maksimalt kan få støtte til 100 hektar, så kommer det ikke til at betyde det helt store for de større landbrug," siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Den nye ordning er en omfordeling

Hos Landbrug og Fødevarer er man enig i, at det er problematisk at lægge en begrænsning ind i støtteordningen på 100 hektar pr. landmand. En af grundene er, at en del af at være en bæredygtig landmand nogle gange er at være et større landbrug.

Pengene, som finansierer den nye støtteordning, går fra den direkte landbrugsstøtte, som alle landmænd i Danmark får en del af.

Niels Lindberg Madsen, som er EU-politisk chef i Landbrug og Fødevarer, siger, at det er en omfordeling af eksisterende støttemidler til landbruget, men at niveauet ser rimeligt ud.

"Man skal finde en balance. Det er et eller andet sted resten af Danmarks Landmænd, som skal finansiere det her. Man skal finde en balance, og vi vurderer, at det er et rimeligt beløb, man har fundet frem til," siger Niels Lindberg Madsen.

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier