FødevareWatch

Bornholmske producenter føler sig som gidsler

De bornholmske svineproducenter frygter, at lukning af Rønne-slagteriet med tiden kan stoppe svineproduktion på øen.

Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO/ARKIV

Lars-Ole Hjorth-Madsen producerer 22.000 slagtesvin om året, og onsdag morgen mærkede han personligt de første konsekvenser af en eventuelt lukning af Danish Crown-slagteriet i Rønne.

"Lastbilen kom for at hente svinene som sædvanligt, men i dag skulle de være fragtet til slagteriet i Ringsted. Men foreløbig står lastbilen på havnen i Rønne, fordi det blæste for meget til, at den af hensyn til dyrene kunne komme med færgen. Det er et meget godt billede på situationen ved at være svineproducent på en ø langt fra fastlandet," fortæller Lars-Ole Hjorth-Larsen.

De håber endnu

Han er også formand for landbrugsorganisationen Bornholms Landbrug og en af de svineproducenter, der vil blive berørt af en lukning af slagteriet.

Vi er havnet lidt i en gidselsituation.

Lars-Ole Hjorth-Larsen, formand for Bornholms Landbrug

"Men foreløbig håber vi, at der i sidste øjeblik findes en løsning, så vi kan undgå en lukning. Parterne har en frist indtil mandag kl. 9, og vi håber, at de kan give sig lidt, så vi stadig kan have et slagteri på Bornholm," siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Han tager ikke parti i konflikten og lægger heller ikke skylden på parterne i konflikten - Danish Crown og Fødevareforbundet NNF.

Vi er gidsler

"Men skiftende regeringer har i årevis gjort det sværere at drive en produktionsvirksomhed i Danmark. Danske svineproducenter sender hvert år 10 mio. smågrise syd for grænsen. Hvis de svin i stedet blevet opfedet og slagtet i Danmark, ville vi slet ikke stå i denne situation. Så ville man slet ikke diskutere lukning af slagteriet," forklarer landbrugsformanden.

Han mener, at Bornholm er havnet lidt i en gidselsituation.

"Vi skal måske være løftestang for at få gennemført nogle politiske ændringer," tilføjer han.

Frygt for fremtiden

Han betegner den aktuelle situation som forfærdelig ærgerlig, men samtidig frygter han også, at det på længere sigt kan betyde, at svineproduktionen helt opgives på Bornholm.

"Foreløbig vil vi kunne få svinene slagtet i Ringsted. Men der er nogle omkostninger forbundet med at være svineproducent på en ø. På fastlandet er det lettere at transportere svinene til et andet slagteri. Lastbilen skal kun køre lidt længere. Men den strandede lastbil på havnen i Rønne et godt billede på, at vi på en ø har nogle andre udfordringer. Derfor er jeg også bekymret for, om vi i fremtiden kan opretholde en svineproduktion på Bornholm uden et slagteri," siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.

"Hvis det sker, vil situation blive langt mere alvorlig og koste mange flere arbejdspladser. Det vil også gå ud over dem, der bygger vores stalde og vores elektrikere samt koste job i selve landbruget," tilføjer Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Bornholms slagteri dømt til lukning

Svineproducenters indtjening dykker

Dansk landbrug går fra grønt til gråt

Mere fra FødevareWatch

Perfekt storm får Co-Ros regnskab til at styrtdykke

Den verdensomspændte juice- og iskoncern Co-Ro blev ramt af tre faktorer, der skabte den perfekte storm i et hårdt år. Selskabet vil nu gøre sig selv uafhængig fra de største markeder og satse mere på nye.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier