Tidligere fiskeriminister er død

Henning Grove, tidligere fiskeriminister for De Konservative og mangeårigt medlem af Folketinget, er død.
Foto: Thomas Wilmann
Foto: Thomas Wilmann
AF RITZAU

Det mangeårige medlem af Folketinget og tidligere minister for De Konservative Henning Grove er død, 82 år gammel. Det oplyser familien til Viborg Stifts Folkeblad.

Han markerede sig især som landets hårdt kæmpende fiskeriminister i Schlüter-regeringen og som medlem af Folketingets præsidium.

I sit mangeårige virke på Christiansborg var Henning Grove kendt som en borgerligt sindet og inderligt konservativ politiker, der blandt andet stod bag gennemførelserne af kvoter for fiskeri til mange fiskeres store utilfredshed.

Uddannet som dyrlæge

Henning Grove blev født som gårdejersøn i Svoldrup, og efter en afsluttet studentereksamen fra Rungsted Statsskole i 1952 uddannede han sig til dyrlæge og åbnede en praksis i Skals.

I 1973 blev han valgt som konservativ folketingskandidat i Viborgkredsen, hvilket fire år senere blæste ham videre til et sæde på Christiansborg.

Kronhjorteopdræt og landbrug

Da Poul Schlüter dannede sin første regering i 1982, blev Henning Grove fiskeriminister frem til 1986. Han havde forskellige formandsposter i forskellige udvalg, var næstformand i K-gruppen og var medlem af Folketingets Præsidum indtil han efter 24 år forlod Folketinget.

Selvom den politiske karriere dermed var slut, holdt Henning Grove sig stadig travlt beskæftiget med kronhjorteopdræt og ikke mindre end 80 tønder land samt flere bestyrelsesposter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også