FF Skagen opkøber konkurrent

Det nordjyske selskab FF Skagen har opkøbt aktiemajoriteten i den lokale konkurrent Hanstholm Fiskemelsfabrik fra færøske Havsbrun.
Begge selskaber producerer fiskemel, og det er netop for at styrke den del af forretningen, at opkøbet sker, fremgår det af en meddelelse.
”Industrien har haft trænge vilkår længe. Vi har jo haft dårlige resultater i branchen over længere tid. Og selvom vi i Skagen har haft plus på bundlinjen, så har det ikke været tilfredsstillende. Og der er det naturligt, at man må se på konsolidering som alternativ til at prøve at rationalisere,” siger Johannes Palsson, adm. direktør i FF Skagen, til FødevareWatch.
Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S får status som datterselskab af FF Skagen A/S. Købet gennemføres ved, at der udstedes nye aktier i FF Skagen til Havsbrun - svarende til 17 pct. af den totale aktiekapital i FF Skagen A/S.
Afviser ikke fyringer
Fordi begge selskaber laver de samme produkter, kommer opkøbet ikke til at udvide FF Skagens forretning til andre områder. Men med opkøbet skal FF Skagen tjene flere penge, fortæller direktøren.
”Vi mener, at det er det her, der skal til for at vende resultaterne, så de bliver mere positive,” siger han.
Hvordan vil denne her konsolidering hjælpe på resultaterne?
”Det er først og fremmest på produktiviteten ved at reducere vores omkostninger.”
Betyder det, at I skal fyre medarbejdere?
”Det vil jeg ikke komme ind på i detaljer. Ikke på nuværende tidspunkt,” siger Johannes Palsson.
Direktøren vil heller ikke kommentere på, hvad FF Skagen har betalt for aktiemajoriteten i Hanstholm Fiskemelsfabrik.
Hanstholm Fiskemelsfabrik havde i 2012 en omsætning på 256 mio. kr. og et underskud på 13,5 mio. kr. Til sammenligning omsætter FF Skagen årligt for 1,5 mia. kr.
Før købet kan gå endeligt igennem, skal det godkendes af konkurrencemyndighederne.
60 ansatte strejker i fiskeselskab
Relaterede artikler:
Milliardfiskeri fordobler overskuddet
For abonnenter
Dansk fiskemaskine står sin internationale prøve
For abonnenter