Norsk lakseselskab løftes af udsigt til bedre skattevilkår
Den norske lakseproducent Salmar er i kridthuset hos investorerne i tirsdagens handel efter et interview i avisen Dagbladet med Geir Pollestad fra regeringspartiet Senterpartiet, der kan pege frem mod ændringer i skattereglerne og i sidste ende betyde mindre skat for opdrætterne.
Salmar-aktien stiger med 5,5 pct. til 439,80 norske kr. ud på formiddagen tirsdag. Dermed er aktien også med helt i toppen af det paneuropæiske Stoxx 600-indeks.
Geir Pollestad peger i interviewet, der endnu ikke er blevet bestridt af andre fra regeringen, på, at de nuværende skatteregler baseret på en fast afregning over for alle er en fejl, og at skatten i stedet bør være fastsat ud fra den faktiske omsætning, skriver det norske finansielle nyhedsbureau TDN Direkt.
I et analysenotat har Sparebank 1 efterfølgende peget på, at en reduktion i skatten på eksempelvis 10 pct.point alt andet lige vil betyde et løft til estimatet til resultatet per aktie for Salmar på 15 pct., skriver TDN Direkt.
Også Mowi - et andet opdrætterselskab - er godt med fremme i det brede europæiske indeks med sin stigning på 2,5 pct. til 180,45 norske kr. Her vurderer Sparebank 1, at den hypotetiske skattelettelse på 10 pct.point vil betyde et løft i estimatet for resultatet per aktie på 8 pct.