Norsk fiskeproducent lancerer rå fisk på det danske marked

Danskerne vil gerne blive bedre til at spise fisk - det svarer hver anden dansker i en undersøgelse foretaget af Coop Analyse.
Når det kommer til rå fisk, er de danske forbrugere imidlertid mere tilbageholdende - blandt andet på grund af frygten for parasitter. Det vil den norske fiskeproducent Salma nu ændre på med selskabets vakuumpakkede laks, skriver selskabet i en pressemeddelese.
Af meddelelsen fremgår det, at Salma med en ny teknologisk og patenteret proces har knækket koden til at få frisk, rå fisk direkte til forbrugeren.
”Helt lavpraktisk så går der maksimalt nogle timer, fra fisken kommer op ad vandet, til den ligger færdigpakket og trimmet. Den effektivitet og vores behandlingsproces er grunden til, at vores laks har en så høj kvalitet, at den kan spises rå direkte fra pakken,” udtaler Johnny Håberg, der er eksportdirektør i Salma.
”Vi kan se, at danskerne er vilde med fisk og op mod højtiderne især laks. Men danskerne er også vokset op med, at fisk i rå udgave kan indeholde en masse skadelige ting. Vi vil gerne vise, at der findes laks, som de med ro i sjælen kan spise rå og også bruge til deres sushi og andre fiskeretter,” siger han videre.
Rå fisk kan indeholde parasitter, hvorfor al vildlaks skal enten tilberedes eller fryses ned inden brug. Når det kommer til opdrættede laks, er historien dog en anden, eftersom man har fuld kontrol over laksenes foder.
Den vakuumpakkede laks, der ifølge meddelelsen er af ”sashimikvalitet”, kan allerede nu findes i 115 af Menys danske butikker.
Relaterede artikler:
Fiskeselskab hiver nyt overskud i land
For abonnenter