
Der er fart på de norske børsnoteringer og nu har har fiskevirksomheden Nordic Aqua Partners fået grønt lys til at blive børsnoteret på Merkur Market i Oslo. Det skriver norske E24.
Nordic Aqua Partners har angiveligt jagtet finansiering gennem længere tid til et opdrætsprojekt med laks i Kina. I december sidste år underskrev selskabet en aftale med udstyrsleverandøren Akva Group om at levere et anlæg til 8000 tons laks. Værdien af anlægget er 500 mio. NOK.
Men i foråret blev aftalen revet i stykker, fordi Nordic Aqua Partners ikke havde finansieringen på plads som følge af corona. Nu satser selskabets ledelse så på at få det norske børsmarked til at kaste penge efter opdrætsplanerne i Kina.