FødevareWatch

Fødevaredanmark efterlyser mere samarbejde med ny minister

Indspark fra erhvervet bør fylde mere i samarbejdet med fødevareministeren og myndighederne, mener fødvareorganisationen. De føler sig kørt over i ny smileyordning og i forhold til fødevarekontrollen.

Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix

Tag os mere med på råd. Så kort kan opfordringen til landets kommende fødevareminister opsummeres fra brancheorganisationen Fødevaredanmark efter Mogens Jensens ministerafgang.

"Vi kunne tænke os et tættere samarbejde mellem ministeriet og erhvervet, for det er knebet med at blive hørt i den seneste tid, når man inddrages i diskussionerne," siger direktør Torsten Buhl fra Fødevaredanmark.

Han henviser blandt andet til den seneste opdatering af smileyordningen, hvor organisationen føler sig overhørt og pludselig ser ændringerne komme over natten. Derfor har han et klart ønske til den kommende minister på området.

"Det handler om at blive bedre til at lytte og inddrage erhvervet mere."

Bliver til pengemaskine

Fødevaredanmark har ligeledes færre kontrolgebyrer højt oppe på ønskelisten, idet organisationen kritiserer det nuværende system med to efterfølgende kontrolbesøg på egen regning ved anmærkninger fra fødevarekontrollen.

"Man bør kigge på, om det er rimeligt med de nuværende kontrolgebyrer. Vi synes, at det er en uanstændig pengemaskine og konkurrenceforvridende, fordi det slår hårdt hos mindre virksomheder,” siger Torsten Buhl.

doc7d96pl180qx1g8zrxemb.jpg
Torsten Buhl er direktør i brancheorganisationen Fødevaredanmark, hvor man meget gerne ser mere samarbejde med fødevareministeren. Foto: PR / Fødevaredanmark

Bliver måske væk

Hos formanden for Fødevaredanmark er tonen ligeledes skarp i forhold til det dårlige samarbejde med myndighederne, der har fået organisationen til helt at overveje om det er besværet værd.

"Vi kigger på om vi gider møde op og give vores mening til kende. For det er oplevelsen, at det render ud i sandet, når man kommer med gode råd. Der er ikke nogen stor vilje til at lytte til erhvervet, hvilket er en uheldig udvikling under denne regering," siger Leif Wilson Laustsen.

Hold tingene adskilt

Foruden smileyordning og dyre kontrolbesøg har de to organisationsledere også en løftet faglig pegefinger, idet de mener der er blevet blandet for meget klimafokus og kostråd sammen i Mogens Jensens ministertid.

Her mener de, at myndighederne risikerer at sætte deres troværdighed over styr, fordi man forsøger at tvinge de to emner sammen, fremfor at holde gode kostråd og gode klimaråd hver for sig.

Ministre vil have klimavenlig mad og klimavenlige kostråd på menuen

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier