FødevareWatch

Naturmælk giver mælk med klimafokus comeback til efteråret

Forkert anprisning betød, at Naturmælk i foråret måtte droppe en ny mælk, der blev lanceret som klimaneutral. Nu er mejeriet snart klar med en ny variant.

Jens Krogh, formand for Naturmælk og indehaver af landbruget Kroghsminde. Foto: Irene Brandt-Møller/Økologisk Landsforening

Under megen ståhej lancerede Naturmælk i foråret en såkaldt "klimaneutral" mælk. Blot en uge efter lanceringen blev mælken dog tag af hylderne igen i Salling Groups butikker med begrundelsen, at der ikke fandtes den nødvendige dokumentation for leverandørens klimaanprisning.

Siden har Naturmælk arbejdet med at relancere mælken fra formand Jens Kroghs bedrift, og det kommer til at ske i løbet af efteråret, skrev Landbrugsavisen i sidste uge.

Mælken vil fortsat komme til at koste 1 kr. mere end andre mælk fra Naturmælk, men det er endnu ikke besluttet, hvad mælken skal hedde, og hvordan den skal markedsføres.

Jens Krogh fortæller til mediet Økologist Nu, at produktet er et vigtigt signal til forbrugerne for Naturmælk.

"Vi vil gerne gå foran og vise, at vi tør gøre tingene på andre måder end de andre mejerier. Vi skal bruge mælken til fortælle kunderne, at der er en lang række initiativer, som vi kan lave hjemme på gårdene for at skabe en mere klimavenlig produktion, og at vi har behov for den ekstra krone for at kunne realisere nogle flere af dem," siger Jens Krogh, der producerer 2.800 kilo mælk om dagen, til Økologisk Nu.

Coronakrisen har betydet, at Naturmælk har mistet et tocifret millionbeløb i omsætningen. Jens Krogh forventer ikke, at den omsætning kommer tilbage før til næste år.

I 2018/19 fik andelsselskabet en omsætning på 388,7 mio. kr. og et overskud på 2,1 mio. kr. Selskabet har omkring 97 ansatte og en egenkapital på 31,8 mio. kr.

Naturmælk har 46 andelshavere.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch.)

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier