FødevareWatch

Tesfaye lukker smuthul for billig arbejdskraft til landbruget

Det skal være slut med billige praktikanter til landbrugsområdet. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har netop valgt at rulle sin forgængers lempelser på området tilbage.

Få dage før folketingsvalget indførte daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) en række lempelser af den ordning, der gør, at udenlandske studerende kan komme til Danmark og arbejde til en praktikantløn inden for landbrugsområdet.

Det skriver Fagbladet 3F.

Et flertal i Folketinget afviste ellers i oktober 2018 ændringerne af frygt for at åbne en kattelem for billig arbejdskraft. Men så indførte Inger Støjberg i stedet lempelserne administrativt med virkning fra 1. juni i år.

Efter en uge i ministerstolen har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) nu valgt at trække alle Inger Støjbergs lempelser tilbage. Han begrunder tilbagetrækningen med, at han er nervøs for social dumping i landbruget:

"Jeg er glad for, at vi har en praktikantordning, hvor unge kan komme til Danmark og arbejde i landbruget. Men det skal være en ordning, der har et reelt uddannelsesmæssigt sigte – det skal ikke være en bagdør til billig arbejdskraft," siger Mattias Tesfaye til Fagbladet 3F.

" Jeg er nervøs for, at de lempelser af reglerne, som Inger Støjberg lavede, ville betyde, at for eksempel færdigt uddannede fodermestre fra Ukraine kom til Danmark og lave fuldgyldigt arbejdet til en meget lav løn. Skal de til Danmark, skal det være til en normal løn - ellers vil der være tale om social dumping," siger Mattias Tesfaye.

Der er tale om fire lempelser, som ministeren nu ruller tilbage til tilstanden før 1. juni i år.

For det første stilles der nu igen krav om sprogtest til de studerende. For det andet må de unge igen kun have en alder på op til 30 år – Inger Støjberg hævede grænsen til 35 år.

Desuden må de unge fremover kun være her i 12 måneder – den tidligere minister hævede opholdet til 18 måneder.

Og den fjerde tilbagerulning handler om, at der nu igen stilles krav om, at praktikopholdet i Danmark skal supplere en uddannelse i hjemlandet. Der må altså ikke være tale om uddannet arbejdskraft.

Mattias Tesfaye oplyser, at antallet af udenlandske studerende, der har søgt om at komme til Danmark inden for landbruget og det grønne område, er mere end fordoblet fra maj til juni, hvor lempelserne lige har nået at virke. Antallet af ansøgere steg fra 112 til 226.

"Det fortæller noget om, at den nye bekendtgørelse har givet en masse i landbruget mulighed for at få noget billig arbejdskraft til Danmark, men nu lukker jeg det ned," siger Mattias Tesfaye.

Der var kritik af, at Inger Støjberg blot lavede en administrativ ændring, da hun ikke kunne få sin politik igennem – nu gør du jo det samme?

"Det var fuldstændigt Inger Støjbergs ret at foretage ændringen administrativt. Det var bare et problem at gøre det, når hun vidste, at hun havde et flertal imod sig. Derfor er det helt på sin plads, at jeg skruer reglerne tilbage til før 1. juni. De lempelser, hun udførte, havde ikke opbakning hverken i det gamle eller det nye folketing," siger Mattias Tesfaye.

Muligheden for, at udenlandske studerende og elever fra 3. verdenslande kommer på udvekslings- og praktikophold i Danmark inden for landbrug og gartneri, har eksisteret siden 80’erne.

Men blandt andre 3F har dog kritiseret ordningen for også at være en nem måde at få billig udenlandsk arbejdskraft til landet på, fordi uddannelses- og udvekslingsperspektivet ofte syltes.

I 3F hilser formanden for Den grønne gruppe, Peter Kaae Holm, dog ministerens tilbagerulninger velkommen. Men han understreger, at han ønsker, at udlændinge- og integrationsministeren går endnu længere.

"Vi vil gerne have, at ministeren ser alvorligt på hele praktikantordningen, så den ikke misbruges. Uddannelse spiller ofte for lille en rolle, og vi ved også, at unge praktikanter kommer herop på forfalskede papirer. De danske rekrutteringsbureauer er for eksempel heller ikke certificerede. Dén del vil vi også gerne have mere kontrol med," siger Peter Kaae Holm.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har dog pt. ikke flere stramninger på vej af ordningen.

"De regler, vi går tilbage til nu, var vi selv med til at indføre i 2014. Vi vil gerne have, at de får lov til at fungere i nogle år, inden vi konkluderer noget. Men jeg er altid åben for en fordomsfri diskussion af, om ordningen fungerer efter hensigten," siger Mattias Tesfaye.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Fagbladet 3F.)

Flere danske virksomheder flytter produktionen hjem

Plan for mere kvalificeret arbejdskraft vækker begejstring hos Horesta

Her er regeringens planer på fødevareområdet

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier