FødevareWatch

Etisk Råds accept af gmo-afgrøder deler landbruget

Landbrug & Fødevarer ser gerne flere gmo-afgrøder efter anbefaling fra Etisk Råd. Økologi-forening er imod.

Blomkål er også et resultat af planteforædling og lever ikke vildt i naturen. | Foto: Claus Pedersen/ L&F

Det bliver modtaget med både begejstring og skepsis i landbruget, at Det Etiske Råd i en ny udtalelse taler for en øget brug af genmodificerede afgrøder.

Rådet fremhæver, at en ny teknologi inden for genetikken kaldet CRISPR nu gør det så fordelagtigt at dyrke gmo-afgrøder, at det vil være uetisk at lade være.

Det skyldes ifølge et flertal i rådet, at CRISPR-teknologien kan bidrage positivt til udfordringerne med en voksende global befolkning og klimakrisen.

CRISPR klipper målrettet i plantens gener 

I Økologisk Landsforening anerkender formand Per Kølster, at den nye teknologi har nogle muligheder for eksempelvis at nedbringe brugen af pesticider.

Derfor ser han intet til hinder for, at CRISPR-udviklede gmo'er bliver sidestillet med andre former for planteforædling.

Alligevel er økologerne fortsat imod alle former for gmo.

"Vores holdning er helt grundlæggende stadigvæk, at naturen selv har de metoder, der skal til," siger Per Kølster.

Ifølge ham er der typisk en tendens til at "oversælge" nye teknologier, og han minder om, at der kan være flere risici, når genetikere piller i planternes arvemasse.

"For det første er der jo sundheden for mennesker, som ingen med garanti kan sige om bliver påvirket," siger Per Kølster.

"Men der er også en risiko for, at når man øger kulturplantens overlevelsesevne, så spreder den sig i naturen på bekostning af andre arter. Og så ender man med at påvirke økosystemet på en måde, som slet ikke var hensigten," siger han.

I erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har chefkonsulent Bruno Sander Nielsen beskæftiget sig med gmo og planteforædling i mere end 25 år.

Han ser i modsætning til Kølster ingen grund til at være tilbageholdende med den nye teknologi.

"Det er meget positivt, at Etisk Råd peger på det her, med de mange udfordringer vi står over for med klimaforandringer og øget global befolkning. Det er vigtigt, at danske landmænd får adgang til den nyeste teknologi, så vi kan følge med i fødevareproduktionen," siger han.

Bruno Sander Nielsen minder også om, at CRISPR-teknologien er langt mindre indgribende end traditionelle gensplejsede gmo'er og andre former for forædling ved mutation.

"Det er vigtigt at nuancere det. Der er sket en stor udvikling, og med den her nye teknik kan man være mere præcis end de traditionelle planteforædlingsteknikker. Så det er nogle redskaber, det er vigtigt, at vi ikke bare siger nej til," siger han.

Etikkens vogtere slår et slag for genmodificerede afgrøder 

Dansk landbrugskoncern sælger CO2-neutralt kød til Netto, Aldi og Tesco

Kyllingeprodukt nupper 8 procent af markedet på halvandet år: "Der er meget mere at komme efter"

Genmanipulerede sojabønner skal gøre dressing sundere 

Forskere forargede over ny GMO-dom 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier