FødevareWatch

Fiskeriministeren vil rydde op i regler for forsøgsfiskeri

Der har ifølge fiskeriministeren manglet en systematik omkring forsøgsfiskeri. Derfor indfører hun nye regler.

Foto: Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Som et led i genopretningen på fiskeriområdet styrker fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) nu administrationen af de såkaldte forsøgsfiskerier.

Fiskerierne har blandt andet til formål at afsøge mulighederne for at etablere fiskerier i nye områder eller efter nye arter.

"Det er jo så endnu et område, hvor det har vist sig, at vi ikke har haft klare regler," siger hun.

Derfor har ministeren besluttet at indføre nye regler på området. Det gælder klare retningslinjer, ensartet sagsbehandling og gennemsigtighed.

De nærmere regler for det egentlige fiskeri skal fastsættes, inden fiskeriet kan gå i gang, herunder særligt hvem, der skal have adgang til fremtidige licenser eller kvoter og på hvilke vilkår.

Administrationen på fiskeriområdet er de seneste par år blevet stærkt kritiseret af både Rigsrevisionen og Kammeradvokaten, som er statens primære advokat.

Eva Kjer Hansen erkender, at der venter et stort genopretningsarbejde i dansk fiskeri.

"Vi er jo i fuld gang med at få ryddet op. Men det er også sådan, at vi af og til i det her oprydningsarbejde støder på nye områder, hvor det viser sig, at der er et behov for klarere og ensartede regler. Det er forsøgsfiskeriet et eksempel på," siger hun.

Eva Kjer Hansen tør ikke at sætte en dato for, hvornår man er færdig med oprydningsarbejdet.

"Vi kan se, at vi er kommet ind på områder, der ikke har været undersøgt tidligere. Og så er der også lig, der er væltet ud af skabet der, og som har gjort, at jeg har måtte sætte yderligere undersøgelser i gang," siger hun.

Regeringen igangsætte i august sidste år en undersøgelse for at få fat på de rådne fisk i fiskeriforvaltningen. Det var den tredje undersøgelse på lidt over et år.

Undersøgelsen skal afdække, hvordan en lang række fejl og sager om svig kunne opstå. Den følger i kølvandet på sagen om de såkaldte kvotekonger - storfiskere, der sidder på mange kvoter.

Undersøgelsen fokuserer på manglende kontrol og kompetencer samt organisatoriske svagheder og ledelsesmæssige aspekter. Den forventes afsluttet i midten af i år.

Efter en hård kritik af Miljø- og Fødevareministeriet blev fiskeriområdet i begyndelsen af august sidste år flyttet fra daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Nu hører fiskeriområdet under Udenrigsministeriet. Her sidder Eva Kjer Hansen som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Sagerne om fiskeriet og kvoterne

Fiskeriministeren er i gang med at rydde op i administrationen på området. Her er et overblik over sagerne.

Gang på gang har statens administration af fiskeriet været genstand for kritik.

Her er et overblik over sagerne om kvoterne og fiskeriet:

  • Folketinget reformerede i 2002 fiskeriet ved at indføre omsættelige kvoter. Det betød, at fiskerne kunne købe og sælge kvoter til at fange en bestemt mængde fisk.
  • Kvoterne erstattede rationsfiskeriet. Her havde alle lige adgang til at fiske en bestemt mængde. Det gjorde det svært for fiskerne at planlægge og tjene nok.
  • Folketinget understregede i forbindelse med kvotereformen, at kvoterne ikke måtte ende på for få hænder. Men politikerne gav ingen præcise anvisninger for, hvordan man kunne undgå det.
  • Miljø- og Fødevareministeriet skulle dog lave et register for at sikre kontrol og gennemsigtighed for ejerskab af kvoterne.
  • I 2006 blev der indført kvoter i hele fiskeriet med virkning fra 2007.
  • I august 2017 konkluderede Rigsrevisionen, at ministeriets forvaltning har været "meget kritisabel", og "ikke har understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder".
  • I den forbindelse blev to ledende embedsmænd forflyttet, og ansvaret for fiskeriet flyttet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Karen Ellemann (V), der i forvejen var minister for ligestilling og nordisk samarbejde.
  • I 2018 overtog Eva Kjer Hansen (V) posten som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.
  • I oktober 2018 kaldte Folketingets statsrevisorer det for "meget kritisabelt", hvordan fiskerimyndighederne har forvaltet tilskud til EU's fiskeripolitik. Den fejlagtige forvaltning betyder, at der er udbetalt tilskud i strid med loven, meddelte revisorerne.
  • I juni 2018 indgik Folketinget en aftale om skærpede regler for muslinge- og østersfiskeriet i Limfjorden. Den skulle hjælpe små fiskere og stække storfiskere.
  • Reglerne trådte først i kraft et halvt år efter i december. Derved nåede en storfisker at få tildelt kvoter til at fiske blåmuslinger og østers, så hans kvoter oversteg loftet, som parterne aftalte.

Kilder: Ritzau, DR.

Eva Kjer om stor næse: Jeg har gjort det vi aftalte

Mails afslører rod med sag om tildeling af sildekvoter

Fiskeriminister varsler ændringer af styrelse efter kritik

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier