FødevareWatch

Regeringen på kant med reglerne for at finansiere vildsvinehegn ved grænsen

Ministeriets jurister advarede mod at søge penge til hegn i svinebønders fond. Med en note på finansloven endte fonden alligevel med at betale.

Foto: Colourbox

Regeringen har brudt Finansministeriets normale spilleregler for at finde finansiering til et 70 kilometer langt vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse.

Sådan lyder vurderingen fra eksperter, efter at de er blevet præsenteret for centrale dokumenter i sagen om hegnet, der skal være et værn mod, at afrikansk svinepest kommer til Danmark. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

"Hvis man her i landet mener, at vi er bedre tjent med metoder som på et kreatur- og kræmmermarked, så gør man den slags," siger Peter Pagh, professor i jura ved Københavns Universitet, om finansieringsmåden.

I foråret blev Miljø- og Fødevareministeriet og landbrugets hovedorganisation, Landbrug & Fødevarer, enige om, at landbruget selv skulle betale en fjerdedel af regningen for hegnet. Hvor pengene skulle findes i landbruget, blev dog ikke besluttet.

Nogle måneder senere var planen, at ministeriet formelt set skulle søge 30 mio. kr. i en fond, som svineavlere selv indbetaler til – Svineafgiftsfonden – og dermed ville landets svineavlere få en ekstra opkrævning. Men metoden var problematisk, vurderede ministeriets egne jurister ifølge Jyllands-Posten.

Metoden ville nemlig mangle åbenhed, og det ville være "i strid med effektiv tilskudsforvaltning, herunder ligebehandlingsprincippet", hvis man på den måde aftalte at sende fondens millioner videre til staten uden at give andre mulighed for at ansøge om penge, f.eks. foreninger og brancheorganisationer inden for svinekødssektoren.

"En sådan løsning vurderes at kunne give kritik fra Rigsrevisionen," lød det fra ministeriets jurister.

Til trods for denne vurdering har ministeriet nu alligevel hentet pengene i Svineafgiftsfonden. Det er formelt sket ved at lave en tekstanmærkning nederst på side 2.701 i finansloven.

"Det er i strid med finanslovens principper og de regler, som Finansministeriet har håndhævet i årevis," siger Peter Christensen, ph.d., tidligere afdelingschef i Rigsrevisionen og nu censornæstformand på jurauddannelserne.

Socialdemokratiet støtter, at landbruget skal betale en del af hegnet, men det skal ske efter gældende regler.

"Hvis regeringen har lavet en sjusket finansieringsform, bliver jeg bekymret," siger finansordfører Benny Engelbrecht (S) til Jyllands-Posten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Miljø- og Fødevareministeriet.

(Denne artikel er en tophistorie er skrevet og udgivet af Jyllands-Posten distribueret af Ritzau.)

Stort landbrug opgiver børsnotering i år

Danske kæmpefarme truet af frygtet sygdom

Landbrugets skrækscenarie nærmer sig: Frygter tab på 4 mia kr

Mere fra FødevareWatch

Barkoncern: Branchen er økonomisk underdrejet

I Rekom har man ovenpå onsdagens pressemøde og dertilhørende restriktioner svært ved at forstå, hvorfor det netop er nattelivsbranchen, der skal holde igen. "Det er ikke vores målgruppe - de 18 til 40 årige, der ligger højest i statistikkerne over smittede," siger koncernens politiske direktør.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier