FødevareWatch

Tørken kan give bøfmangel til foråret

Sommerens knasende tørke kan resultere i mangel på kreaturer til slagtning i foråret og ind i den spæde sommer næste år. Det fortæller direktør i slagteriet Friland.

Foto: PR, Økologisk Landsforening

Tørken i sommer stegte landets mange græsmarker og malede landskabet gult der, hvor der plejer at være grønt. Det gav foderknaphed i form af græs hos landets mange kreaturproducenter, samtidig med at det satte en stopper for den normale høstmængde af sletgræs til vinterfoder.

Den kombination fik landmændene til at skrue op for antallet af dyr, der blev sendt til slagtning, så den i flere uger af juli og august lå tre gange over normalen. Det har givet en anderledes salgssituation fortæller Frilands direktør, Henrik Biilmann, til FødevareWatch.

"Vi har været udfordret med at få solgt alle de mængder af kød, der kom ind, i takt med at det kom ind. Vi har haft vores eksport af økologisk oksekød noget mere i spil i år end normalt, og vi har især været nødt til at afsætte til billigere penge end normalt," siger han og uddyber:

Direktør i Friland, Henrik Biilmann. | Foto: Anita Graversen
Direktør i Friland, Henrik Biilmann. | Foto: Anita Graversen

"Det er dog lykkedes at få solgt de mængder, vi har. På den måde kom vi okay gennem det, men det har resulteret i en nedbringelse af noteringen til landmændene."

Den lavere notering er ekstra udsædvanlig, da sommeren ellers er den periode på året, hvor Friland har færrest dyr til slagtning, og noteringen derfor ligger højt.

Kan få konsekvenser for årsregnskabet

Det store antal sommerslagtninger kan desuden give rystelser ind i næste år.

"I øjeblikket diskuterer vi meget med kloge fagfolk om, hvornår de dyr, vi har slagtet ekstra i sommer, vil komme til at mangle. Lige nu er vi faktisk kommet tilbage til et normalt niveau, fordi der trods alt kom noget regn og nogle landmænd har fået høstet græs til foder. Vi regner med, at de dyr, vi har slagtet ekstra i sommer, normalt skulle have været slagtet i foråret næste år," fortæller han.

Hvis den prognose holder, betyder det formentligt, at der opstår en mangelsituation på økologisk oksekød i foråret og den tidlige sommer.

Det kan også få betydning for resultaterne i det kommende årsregnskab for den økologiske kødproducent.

Den øgede mængde kød i sommer kom nemlig pludseligt ud på markedet, hvilket betød, at priserne var lavere end normalt, og dele af kødet måtte sælges på spotmarkedet.

"Vender vi det positivt, har det omvendt betydet, at vi har haft mere kød at sælge i løbet af sommeren. Normalt siger vi til kunderne, at der er begrænset med kød. Så vores omsætning er vokset pga. tørken, dog til lavere priser," forklarer han.

Henrik Biilmann forventer dog, at prisen i foråret, såfremt der opstår knaphed i markedet, vil stige til over normalen for den del af året.

Landbruget glæder sig over fantastisk efterår: Færre dyr til slagtning

Milliardtab truer: Svineproducenterne synker ned i dyb krise

Kalvekødskoncept hos Friland hænger i en tynd tråd

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier