FødevareWatch

DF: Kvotekonger køber sig adgang til Løkke via Løkkefonden

DF's fiskeriordfører mener, at storfiskere kan have købt sig til indflydelse på regeringens fiskeripolitik.

Ib Poulsen, fiskeriordfører for Dansk Folkeparti. | Foto: JONAS OLUFSON/Ritzau

Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen sidder tilbage med en følelse af, at en gruppe storfiskere gennem Løkkefonden har købt sig adgang til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringens fiskeripolitik.

Det fortæller han til Ritzau, efter FødevareWatch har afsløret, at Løkke mødtes med flere fiskere for at drøfte en presserende dagsorden i dansk fiskeri, nemlig bestanden af industrifisken tobis, i januar 2016.

Det skete i forbindelse med en årlig nytårskur i Thyborøn, hvor nogle af de samme fiskere deltog for at samle penge ind til Løkkefonden, som Løkke har stiftet - og som hans kone er bestyrelsesformand for.

"Politikere kan mødes med hvem de vil. Det behøver ikke nødvendigvis være styrende for deres politik. Men sammenholdt med de ting, der er kommet frem omkring Løkkefonden, så er det jo det billede, der står tilbage: At man har købt sig adgang til at få indflydelse på regeringens førte politik," siger Ib Poulsen, der dog tilføjer, at han ikke har nogen beviser.

Løkke forsikrer i en mail til FødevareWatch, at mødet ikke er styrende for hans eller regeringens politik. Det var en "rent praktisk ting", at mødet blev afholdt i Thyborøn, når han "alligevel var på de kanter".

Men Ib Poulsen er ikke overbevist. Han forventer en "god forklaring" fra statsministeren, når han onsdag skal i samråd for at svare på spørgsmål om hans relationer til storfiskerne, populært kaldet kvotekonger.

Kvotekongerne sidder på en stor del af fiskekvoterne - stik imod Folketingets ønske. Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) fik i august frataget fiskeriområdet efter kritik fra Rigsrevisionen i sagen.

Han havde forinden undskyldt, at han ikke havde videresendt forslag fra embedsværket, som kunne gøre op med kvotekongerne.

Men selv efter undskyldningen fortsatte Esben Lunde ifølge Ib Poulsen med at modarbejde flertallet med DF og Socialdemokratiet i spidsen, som havde indgået en fiskeriaftale uden om ministeren.

"Det bekræfter mig i, at det har været vanskeligt at få stramninger igennem, når størstedelen af donationerne kom fra de her fiskeskippere, som jo køber sig adgang til statsministeren," siger Ib Poulsen.

Siger du dermed, at det har påvirket regeringens politik?

"Det er det, jeg sidder med en følelse af. At det i første omgang mest var den daværende fiskeriminister, der var stopklodsen i forhold til stramninger. Men for mig tyder mere og mere på, at det er helt i toppen af regeringen, at de her interesser har været forsøgt varetaget."

Så du tror, at Løkke har været stopklods for stramninger?

"Jeg kan kun sige, hvad jeg fornemmer. Og med de ting, der er kommet frem, fornemmer jeg, at det har rødder helt op i toppen af regeringen og Venstre," siger Ib Poulsen.

 

/ritzau/

Statsministeren holdt møde med storfiskere før privat nytårskur i Løkkefonden

Sagen om de danske fiskekvoter 

Avis: Løkke fik ferieophold af kendt kvotekonge 

Lov mod kvotekonger er vedtaget 

Fiskeriprofessor: Kvotekonger stækkes men består 

Kvotekonger overvejer erstatningssag mod staten 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier