FødevareWatch

Mary indvier Meyers nyeste projekt i New York

Næste skridt i Claus Meyers amerikanske madeventyr er åbnet. Det har taget tre år, kostet omkring 20 mio. kr. og krævet en masse energi, men nu er hans velgørende projekt i et af New Yorks absolut farligste kvarterer parat til at tage imod kunder.

Kronprinsesse Mary til åbningen af Claus Meyers nye New York-restaurant og velgørenhedsprojekt Brownsville Community Culinary Center (BCCC).

NEW YORK

"Uuuuuuhhhh, jeg skal møde en ægte prinsesse i dag," siger den lille afroamerikanske pige, som skal give den danske kronprinsesse Mary blomster, når hun ankommer for at indvie Claus Meyers velgørenhedsprojekt og restaurant Brownsville Community Culinary Center (BCCC).

Projektet har været undervejs i tre år, og nu er restauranten endelig parat til at åbne dørene. Alene at få bygningen, som restauranten er i, på plads har kostet den entreprenante madimperialist ca. 20 mio. kr.

Det er ikke kun kronprinsessen, som er kommet for at se det seneste skud på Claus Meyers amerikanske madeventyr. Statsminister Lars Løkke Rasmussen er også dukket op, ligesom en lang liste af danske topchefer og direktører også er til stedet ved åbningsceremonien, heriblandt direktør og stifter i Joe & The Juice Kaspar Basse samt Carlsbergs bestyrelsesformand Flemming Besenbacher og Novo Nordisk-direktør Lars Fruergaard Jørgensen.

Selvom der er tale om vigtige personer med flotte titler, og det hele lyder fint og flot, så understreger Claus Meyer, at det handler om at hjælpe et samfund, som har svært brug for det.

"Der har ikke været en restaurant herude, hvor man kan sidde og spise, i årtier. Det handler om at hjælpe mennesker og gøre noget godt med og igennem maden. Meyer har aldrig handlet om penge, det handler om at bruge maden til at gøre ting bedre, og jeg ville gerne gøre noget for samfundet, da jeg flyttede her til New York," siger Claus Meyer i et interview med FødevareWatch. Et interview, som rutinemæssigt bliver afbrudt af glade ansatte og beboere, som gerne vil sige hej til ham. Og med et stort smil får mange af dem store kram af ham. Den høje danske mand er tydeligvis blevet accepteret af lokalsamfundet.

"Det var ikke let at komme herud som hvid mand i et ghettoområde næsten udelukkende med sorte. Vi skulle overbevise dem og bevise for dem, at vi faktisk mente det. At vi ikke bare ville smutte efter et år. Det har krævet enormt meget arbejde at få det her sted på benene," fortæller Claus Meyer.

Claus Meyers nye New York-restaurant og velgørenhedsprojekt Brownsville Community Culinary Center (BCCC) | Foto: Sacha Sennov
Claus Meyers nye New York-restaurant og velgørenhedsprojekt Brownsville Community Culinary Center (BCCC) | Foto: Sacha Sennov
 

Stedet, han med sit hold har skabt, er ikke bare en restaurant. Det er et uddannelsessted. Konceptet er, at unge fra lokalmiljøet, som har haft et hårdt liv med ganske få gode chancer for at klare sig, kommer ind i et uddannelsesforløb i restauranten, hvor de over 40 uger både trænes og oplæres som kokke, der laver mad til restauranten, er i bageriet og lærer at bage brød, samt servicerer kunderne som tjenere.

Udover køkkenfaciliteterne er der også et undervisningslokale, hvor de unge modtager undervisning i de første 10 uger af forløbet. Samlet er der ca. 36 unge i uddannelsesforløb hos Brownsville Community Culinary Center. Det nuværende hold er det tredje hold, som kører igennem programmet.

Spiseområdet i Brownsville Community Culinary Center (BCCC). | Foto: Sacha Sennov
Spiseområdet i Brownsville Community Culinary Center (BCCC). | Foto: Sacha Sennov
 

Maden, de laver, er afrikansk inspireret. Netop den kogekunst er valgt, fordi det netop er områdets rødder, og som Claus Meyers mange andre projekter, handler det også om at finde det lokale og særegne ved et lands madhistorie frem igen.

"Vi har rejst rundt for at finde ud af, hvad afrikansk mad er, for det er meget forskelligt. Slaverne i syden har for eksempel været fransk inspireret. Vi har også besøgt plejehjem for at finde ud af, hvad de plejede at lave af mad," siger Claus Meyer. Han når knap at færdiggøre sætningen, før en elegant sort kvinde klædt i en cremet kjole kommer hen for at sige hej. Det er hendes barnebarn i den lyseblå tylkjole, som skal hilse Mary velkommen med en buket fine blomster.

I hendes bevidsthed er der ikke et gran tvivl om, at de lokale i Brownsville-området har taget Claus Meyer til sig:

"Ved du hvad, jeg tør godt sige på vegne af området, at det her er et fantastisk projekt. Vi er meget skeptiske, når der kommer nogle udefra og vil lave sådanne noget her. For vi har prøvet så mange gange, at de er smuttet efter få måneder, men det Claus gør her, det er fantastisk. Vi er velsignet at have ham her."

Den lille pige, som tog imod kronprinsesse Mary ved åbningen af velgørenhedsprojekt Brownsville Community Culinary Center (BCCC). | Foto: Sacha Sennov
Den lille pige, som tog imod kronprinsesse Mary ved åbningen af velgørenhedsprojekt Brownsville Community Culinary Center (BCCC). | Foto: Sacha Sennov
 

Startede i en have

Der er 12 fastansatte på projektet. Et tal som dækker over alt fra direktør til køkkenchef og andet personale. En del af personalet er hovedsageligt amerikanere, hvoraf mange er fra Brownesville. Køkkenchefen er dog dansk. Hun hedder Mette Straarup og har arbejdet for Meyers Madhus siden 2012, hvor hun blandt andet endte med at være en del af Claus Meyers kokkeskoleprojekt i Statsfængslet i Vridsløselille.

Hun blev "smask forelsket" i det projekt, og da Claus Meyer spurgte hende, om hun ville have et job på hans restauranter på New Yorks store banegård Grant Central Station, sagde hun nej. Hun ville fortsætte med at arbejde med mennesker og mad og hjælp folk. Så i stedet blev hun koblet på Brownsville-projektet.

"Alle blev ved med at sige, at det her var det værste område i New York, men jeg sagde lad mig komme af sted. Jeg startede med at bruge 10 dage herude for at se, hvad det var for noget. Jeg blev smask forelsket, og nu har jeg været her i snart to år," fortæller Mette Straarup.

Erhvervsfolk, kronprinsessen og statsministeren vises rundt i køkkenet. | Foto: Sacha Sennov
Erhvervsfolk, kronprinsessen og statsministeren vises rundt i køkkenet. | Foto: Sacha Sennov
 

Det område, den danske kvinde ikke var nervøs for, ville nok have fået ganske mange danskere til at føle sig en smule ængstelige. Områdets sociale boligbyggeri tårner sig op i form af brune bygninger med små firkantede vinduer side om side kun små 300 meter fra restauranten. Gaderne ser slidte ud, og der er masser af affald. Man er uden tvivl langt fra Manhattans fine Fifth Avenue, hvor velhavende hvide kvinder går rundt med shoppingposer fra Louis Vuitton og Chanel. Selvom kriminaliteten er faldet i New York de seneste ti år, er der fortsat mange mord, skudepisoder og kriminalitet i Brownsville.

Alligevel besluttede Mette Straarup sig med det samme for at hoppe ombord på projektet, som dengang ikke en gang havde reelle lokaler at være i.

"Det startede i en have længere nede af denne her gade, hvor vi var næsten et år, inden vi fik lov at være i en kirkes køkken fra 9-15 hver dag. I haven stod vi ved grillen og små blus i bagene sol. Der var så varmt, jeg kastede op to gange på en uge, fordi solen var så vild," siger køkkenchefen.

Starthjælp og mindsteløn

Nogle af de unge i programmet kommer med så alvorlige og ubehagelige oplevelser i deres rygsæk, at det ikke er nok at lære dem at lave mad og være tjenere. De har brug for hjælp til at komme videre i livet også psykisk. Derfor er der blevet ansat to socialrådgivere, som er en del af projektet.

Indtil videre har det været en succes, og rygterne om projektet har spredt sig, så nu er der en venteliste på at komme ind i programmet. At danskeren vælger at lønne eleverne med mindsteløn i New York på ca. 11 dollars i timen er uden tvivl med at få øjenbrynene til at rejse sig hos de lokale.

"Når eleverne er færdige og kan vi stå inden for for eleven, så skaffer vi dem en praktikplads på en restaurant, vi har et stort netværk af folk i branchen inklusiv Claus' egne restauranter," siger Mette Straarup.

Kronprinsessen og Claus Meyer skåler. | Foto: Sacha Sennov
Kronprinsessen og Claus Meyer skåler. | Foto: Sacha Sennov
 

Claus Meyer flyttede med sin familie til New York i 2015, hvor han i 2016 åbnede restauranten Agern og madområdet Great Northern Food Hall begge med placering på New Yorks store station på Manhattan Grant Central Station. Herudover har han åbnet restauranten Norman ude i det hippe hipsterområde Greenpoint i Brooklyn samt bageriet Meyers Bageri i Williamsburg, der også er placeret i Brooklyn, samt et kafferisteri og fødevareproduktionsfaciliteter i Long Island City.

Mary ville se Meyers amerikanske madeventyr

Meyer høster ølandshvede og laver ymer i New York

'Den grå dame' hylder Claus Meyers NY-restaurant

Claus Meyer lander Michelin-stjerne i USA

Claus Meyer: "Du kan bande på, at jeg taber penge"

Meyers 'indianer i kano' høster stor ros i USA

Claus Meyer har tjent 250 millioner på et år

Mere fra FødevareWatch

Royal Greenland vil sprede nettet mere ud globalt

Den grønlandske fiskekæmpe skal have flere og tykkere tråde ud til de store globale markeder. Efter et barskt 2020 med nedgang i omsætningen på knap en halv mia. kr. og underskud skal salgskanalerne være stærkere, lyder det fra topchef Mikael Thinghuus.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier