Coop: Kunderne river Bertels grise af hylderne

Et halvt år efter lancering skal svineproducent Bertel Hestbjerg fra Holstebro skrue 50 pct. op for produktionen af de såkaldte Poppelgrise, som han alene leverer til Coops hylder.
Dermed får landets største producent af frilandsgrise, som i dag har 1500 søer på sine marker, endnu mere at se til.
"Vi giver grisene leveforhold, så de kan gøre de ting, der er naturlige for dem. Grise er oprindeligt skovdyr, som elsker at rode i jorden mellem træerne. Det gør dem stærkere og sundere og i stand til at klare sig bedre uden antibiotika og anden medicin. Erfaringerne fra det første halve år viser, at vi har mindre end 1/10 antibiotika-forbrug af det, der er for andre smågrise," udtaler landmanden i en meddelelse fra Coop.
Ifølge Coop er "interesse for kød fra dyr, der er vokset op under bedre forhold, er steget kraftigt det seneste halve år."
Under den nye mærkningsordning i Coop, er Poppelgrisen det eneste danske produkt, der har topkarakteren fire Dyrevelfærdshjerter.
"Jo mere tydelig forbedringerne er for forbrugerne, jo bedre sælger varerne. Og jo bedre varerne sælger, jo flere dyr får et bedre liv. Poppelgrisen er det lysende eksempel på, hvordan man kan udvide dyrevelfærden i Danmark ved at tilbyde forbrugerne reel bedre dyrevelfærd," siger CSR-direktør Signe Frese, Coop.
Udover det mindre forbrug af antibiotika og adgangen til markarealer og poppeltræer bliver smågrisene først fravænnet soen efter 10 uger, hvilket er tre uger senere end i den mere konventionelle produktion.
Økologisk storbonde har rekordindtjening
Relaterede artikler:
Økologisk storbonde har rekordindtjening
For abonnenter
Coop bringer svineproducent tættere på forbrugerne
For abonnenter