FødevareWatch

Danespo har fundet ny direktør

Det jyske kartoffelfirma Danespo har fundet sin nye adm. direktør hos DSV.

Efter 10 år i front for kartoffelproducenten Danespo stoppede Steen Bitsch som adm. direktør i efteråret 2016.

Siden da har den jyske virksomhed været på udkig efter en afløser, og han er nu fundet. Danespo's nye adm. direktør hedder Jens Holstborg og kommer fra et job som adm. direktør for DSV Frø Danmark, der er en del af Deutsche Saatveredlung (DSV) -koncernen.

"Jeg er rigtig glad for at kunne meddele, at det nye ledelsesteam i Danespo er sat. Med Jens Holstborg får Danespo en ny stærk adm. direktør, der har stor erfaring med planteforædling, forretningsudvikling og international handel. Danespo er en veldrevet organisation, og jeg er sikker på, at virksomheden vil fortsætte den positive udvikling med Jens Holstborg som adm. direktør," udtaler Truels Damsgaard, bestyrelsesformand i Danespo.

I februar kom det frem, at Danespo ændrede strukturen i direktionen, så der for fremtiden både vil være en adm. direktør og en direktør. Samtidig meddelte Danespo, at Lars Næsted, der kom fra en position som COO (Chief operating officer) i selvsamme selskab, får titlen af direktør.

Han skal nu sparre med Jens Holstborg, som er 47 år og oprindeligt uddannet mejeriingeniør.

Efter endt uddannelse blev han i 1995 ansat i Danisco, hvor han ved sin fratræden i 2008 var direktør for forretningsudvikling og marketing i Gums- and Systems Divisionen. I 2008 blev Jens Holstborg ansat som adm. direktør i Hunsballe Frø, der i forbindelse med DSV's opkøb skiftede navn til DSV Frø Danmark i 2013.

Siden 2015 har han desuden stået i spidsen for DSV’s internationale division for kløver- og græsfrø.

Jens Holstborg.jpg
Jens Holstborg er ny adm. direktør i Danespo. Foto: Danespo

Ombejlede Danespo starter på nyt hovedkvarter

Danespo har fået ny direktør - jagten fortsætter på en til

Afgående Danespo-direktør efter 10 år: "Jeg har elsket hver eneste dag"

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier