FødevareWatch

Optakt: Chr. Hansens vækstridtet kan fortsætte

Sydbank-analytiker vurderer, at Chr. Hansen torsdag vil præsentere endnu et stærkt kvartalsregnskab med høj indtjeningsvækst.

Foto: PR

Chr. Hansen buldrede helt uventet derudaf i første kvartal 2016/17, og regnskabet for andet kvartal torsdag morgen skal vise, om ingredienskoncernen kunne fortsætte det høje væksttempo i december, januar og februar.

Her er det ventet, at Chr. Hansen, der blandt andet laver kulturer og enzymer til yoghurt og ost, igen kan fortælle om et stærkt kvartal, selv om kunder som Danone og General Mills har meldt om svage markeder. Konkurrenternes udfordringer virker til at prelle af på Chr. Hansen, siger Morten Imsgaard, analytiker ved Sydbank.

"Chr. Hansen synes at være tæt på immune over for, hvad der sker i de enkelte yoghurtselskaber, selv om nogle af deres store kunder har udfordringer. Men Chr. Hansen har så mange andre kunder, selskabet så kan levere til," siger han forud for regnskabet.

"Jeg venter endnu et rigtig godt regnskab med høj organisk salgsvækst og dermed også høj indtjeningsvækst," fortsætter analytikeren.

Ved det seneste overraskede Chr. Hansen i den grad markedet med en organisk vækst på 11,0 pct. mod analytikerforventningen om et mere afdæmpet kvartal og en organisk vækst på 7,0 pct.

Forud for regnskabet for andet kvartal har analytikerkorpset sat næsen op efter en organisk vækst på 8,6 pct. ifølge Ritzau Estimates. I samme kvartal for et år siden var den organiske vækst på 12,0 pct.

Skeler til dyresundhed

I regnskabet vil Morten Imsgard særligt holde øje med området for dyresundhed, hvor Chr. Hansen producerer tilskud til dyrefoder. Her har selskabet nemlig oplevet, at pressede landmænd har fravalgt dyrere probiotika-produkter på grund af dårlig økonomi.

"I første kvartal var Chr. Hansen stadig i en situation, hvor det her segment ikke præsterede, som selskabet ønskede. Men det gav nogle meldinger om, at tingene var i bedring, og det forventer jeg, at der bliver fulgt op på," lyder det fra Morten Imsgard.

Selskabets topchef Cees de Jong har tidligere sagt, at han ser området for dyresundhed få et comeback i andet halvår af 2016/17.

Dyresundhed er en del af divisionen Health & Nutrition, hvor analytikerne ser en organisk vækst på 7,7 pct. i andet kvartal mod 0 pct. i samme kvartal for et år siden.

Morten Imsgard venter, at Chr. Hansen i løbet af året vil opjustere sine forventninger, men det bliver formentlig ikke i denne omgang.

"Jeg tror, at det er for tidligt torsdag, men pilen peger i retningen af, at salgsprognosen bliver løftet op, som regnskabsåret skrider frem," vurderer analytikeren.

Chr. Hansen venter for helåret en organisk vækst på mellem 8 og 10 pct. samt en driftsmargin, EBIT-margin, der er lidt højere end de 28,2 pct., som selskabet hev hjem i 2015/16.

Milliardniche får Chr. Hansen til at satse i Tyskland

Chr. Hansen ser stort potentiale i skilt mælk og sur vin

Chr. Hansen vil undgå kopister på det kinesiske marked

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier