
Den amerikanske mejerikæmpe Dean Foods, der er blandt USA’s største producenter af drikkemælk, har oprustet gevaldigt i issegmentet i denne uge, hvor man har afsluttet en overtagelse af en mindre producent. Det skriver Dean Foods i en pressemeddelelse.
Koncernen annoncerede allerede tilbage i maj, at man havde indgået en aftale om at købe producenten Friendly’s Ice Cream for 155 mio. dollars, eller godt 1 mia. kr. ved aktuelle valutakurser, og nu har man altså officielt gennemført handlen.
Friendly’s er ifølge selskabet et velkendt brand i det nordøstlige USA, og selskabet havde et nettosalg af is og andre frosne dessertprodukter på 166 mio. dollars i 2015. Selskabets produkter distribueres til mere end 8.000 amerikanske detailbutikker.
Dean Foods har allerede selv en ganske stærk position på det amerikanske ismarked, hvor man solgte for næsten 1 mia. dollars i 2015, men nu kan man altså lægge en pæn sjat oveni den omsætning. Herudover overtager mejerikoncernen også alle varemærker og IP-rettigheder relateret til isforretningen.
Den tidligere ejer, Friendly’s Restaurants, der er en kæde med 260 restauranter i USA, får dog fortsat lov til at bruge navnet og varemærket i henhold til en licens- og leveringsaftale mellem de to parter, som var en del af salget.
Eksportivrige skotter har kig på Dubai og Danmark
Arla-rival skal sælge is på nettet i Kina
Arla-chef: Om fire år er vi blandt de tre største på ismarkedet