FødevareWatch

Jensens Bøfhus vinker farvel til saucen

Restaurantkæden har økonomiske problemer, og ejeren sælger nu en del af sit livsværk til stor leverpostejsproducent.

Foto: Joachim Adrian

Jensens Bøfhus har været igennem en turbulent periode med svigtende regnskab, stor gæld og uro på de indre linjer.

Derfor har ejeren af kæden, Palle Skov Jensen, gennem en længere periode forsøgt at sælge ud af forretningen, og det er nu sket. Stryhns, der er mest kendt for sin leverpostej, har således købt varemærket Jensens Køkken og retten til at producere kædens saucer.

Det skriver Børsen.

"Sauceforretningen passer godt ind i vores portefølje, fordi vi i forvejen har markedslederskab på mayonnaise, remoulade og dressinger, og nu bliver vi det også inden for kølede saucer," siger Kristian Kornerup Jensen, adm. direktør i Stryhns, der er ejet af den norske Agra-koncern, til avisen.

Jensen's Køkken omfatter også spareribs og færdigretter, men de er ikke med i handlen. Prisen på handlen er ikke oplyst.

Masser af udskiftning

Der har i de senere år været en del udskiftninger på chefgangene i selskaberne i Jensens-konsortiet. Man har i Jensens blandt andet tidligere sagt farvel til en indkøbschef, to økonomichefer og to marketingschefer.

I sidste april udtalte flere unavngivne tidligere medarbejdere sig til Berlingske Business om de mulige årsager til uroen og om hvorfor koncernen ikke længere tjener penge.

"Palle Skov er grunden til, at virksomheden overhovedet eksisterer, men han er også grunden til, at den er gået i stå," lød det fra en af de anonyme kilder til Berlingske Business.

Palle Skov Jensen udtalte til avisen, at det i perioder har handlet mere om Excel-ark end om de 5,5 millioner årlige kunder, og engagementet er vigtigt, hvis man vil være tilstede i markedet.

Stor produktion i Struer

Jensens Køkken er ligesom Jensens Bøfhus ejet af Palle Skov Jensen, og det blev etableret i 1997, og siden da har den primære idé været, at man skulle fungere som leverandør til de mange bøfrestauranter. Siden har virksomheden dog udviklet sig, og i dag leverer man en række kødprodukter og sovser til detail- og cateringmarkedet i både ind- og udland.

Jensens Køkken har hovedkontor i Struer og et salgskontor i Sverige. Virksomheden har produktionsfaciliteter, der dækker mere end 9200 kvadratmeter, hedder det på koncernens hjemmeside.

Rygtet til salg

For et år siden blev Jensens Køkken rygtet til salg i forbindelse med, at man i Jensens-koncernen angiveligt ville have den trecifrede milliongæld til SEB-banken nedbragt. Nu er en del af den plan så realiseret.

Jensens Food Group ud af 2013 med et underskud på 14,7 mio. kr. før skat mod et overskud på 10,7 mio. kr. i 2012, mens nettoomsætningen faldt fra 943 mio. kr. til 926 mio. kr. i samme periode.

Ung direktør træder til i Jensen's Køkken

Medie: Jensen's Bøfhus vil sælge del af forretningen

Jensen's Bøfhus får et sjældent underskud

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier