Direktør stopper i Osuma.dk

Med virkning fra 1. december har online-supermarkedet Osuma.dk indsat Carsten M. Pahlke, der har været operationel direktør i Osuma.dk siden august som administrerende direktør.
Ifølge Dansk Handelsblad har Steen Trier Hansen, der har været direktør siden april 2014 valgt at forlade online-supermarkedet, som arbejder sammen med flere SuperBrugser og Kvickly-butikker, hvor man henter varerne fra. Den nu tidligere direktør skal fremover arbejde i investerings- og iværksættervirksomheden Reacto A/S, men han fortsætter som medlem af Osumas bestyrelse.
"Min sidste milepæl i forhold til Osuma har været en ny distributionsplan, som netop er godkendt i bestyrelsen. Med det er arbejdet færdiggjort," siger Steen Trier Hansen ifølge Dansk Handelsblad.
Den nye Osuma-direktør, Carsten M. Pahlke, har en fortid som direktør for QXL.dk i Danmark og Norge og fra Lauritz.com-koncernen.
Som de øvrige onlinesupermarkeder har Osuma også stadig svært ved at veksle øget handel til kroner og øre på bundlinjen. Netbutikken landede sidste år et underskud på 3,7 mio. kr. efter skat, men for indeværende år regner man med at nå et rundt nul. 2014-regnskabet var en halvering af et minus på 7,9 mio. kr. i 2013.
Osuma.dk, der arbejder tæt sammen med Coop-kæderne Superbrugsen og Kvickly landede i november sidste år en aftale med Postdanmark om levering af fødevarer. Netop distributionen får en stor del af skylden for, at netsupermarkeder som Nemlig.com, Irma.dk, Sartorvet.dk, iposen.dk og Skagenfood har svært ved at skabe rigtig gode resultater på det voksende marked.
I november indgik Osuma.dk og vinimportøren Best Match Wine, der ejes af den store Amka Group fra Randers, et samarbejde, som skal bringe onlinebutikken flere og bedre vine til sortimentet.
Osuma samarbejder med stor vinimportør