Tesco indgår forlig til 12 mio dollar i USA

Selv om de ansvarlige chefer for længst har forladt Tesco, der sidste år blev afsløret i en regnefejl til 2,7 mia. kr., kører efterspillet ovenpå regnskabsskandalen stadig bag kulisserne.
Nu kan den britiske supermarkedskæde imidlertid glæde sig over, at det torsdag er lykkes at lægge låg på et søgsmål ved retten i New York.
Wall Street Journal skriver, at Tesco har indvilget i at betale 12 mio. dollar (84 mio. kr.) til en gruppe af amerikanske aktionærer.
Gruppen, der sidder på cirka to procent af aktierne, lagde sag an mod Tesco efter, at det kom frem i september sidste år, at kæden havde regnet forkert i sine regnskaber. Konkret havde Tesco overvurderet sin omsætning for det første halve år af 2014 med 263 mio. pund – eller hvad der svarer til et fejlskøn på 2,7 mia. kr.
Foruden at give alvorlige ridser i lakken førte sagen også til, at at i alt otte ledende medarbejderne blev suspenderet, mens bestyrelsesformand Sir Richard Broadbent også blev vist døren.
Tesco vil genvinde kunder med gratis frugt til børn